Anne Lerche Nordlund er vicepræsident i Røde Kors, og hun har sendt os sin historie om sin morfar, Harald Hansen.

Født: 11.5.-1898. Død: 25.3.-1970. Krigsfange nr.: Halle-31-0057/ KZ-86933

Anne har netop åbnet en kasse fra loftet med gamle breve og dagbøger fra Anden Verdenskrig. Det er breve, som hendes morfar og mormor har sendt til hinanden under krigen. Og det er dagbøger fra de chauffører, som kørte De Hvide Busser. Dagbøger, som har afsløret for Anne, at hendes morfar gjorde stort indtryk på chaufførerne i De Hvide Busser.  

Kender du også nogle, der er blevet reddet af De Hvide Busser?

Send din/deres historie til Mathilde Risvig på mail: maris@rodekors.dk - så kommer den på forsiden af mitrødekors.dk 

Læs Annes historie om sin morfar Harald Hansen  

"De sidste to aftener har jeg siddet og læst til klokken et om natten. Det har været rørende at læse min morfars breve fra hans tid i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Det har gjort stort indtryk på mig. Min morfar betød meget for mig, og jeg kan nu læse, at han også gjorde et hukommelsesværdigt indtryk på chaufførerne i De Hvide Busser. 

Jeg kom i tanke om kassen på loftet, da jeg så billedet af min morfar og mor kramme hinanden på Bolbrobakke i Odense på Røde Kors' facebookside. Billedet blev taget, mens De Hvide Busser holdte ind et kort øjeblik i Odense.  

Jeg havde ellers nær glemt kassen, som jeg har haft stående siden i sommers, hvor vi tømte min mors lejlighed efter hendes død. Min mor har aldrig haft lyst til at åbne kassen, mens hun var i live. Hun ville bevare mindet om en glad og god tid med sin far. Tiden, hvor han var i koncentrationslejr, var nemlig frygtelig for hende.  

Min morfar var i forskellige koncentrationslejre under krigen, men han befandt sig i Mühlenberg, som er en underlejr i Neuengamme, da han blev hentet hjem af De Hvide Busser. 

Det skete helt præcist den 3. april 1945.

Og her jeg kan læse, at min morfar gjorde stort indtryk på chaufførerne i De Hvide Busser. Gudmann Hansen og Johs. Fensborg skriver:

”Alt var nu i orden med forhandlingerne, vi kunne køre til Neuengamme helt ud til lejren. Kl. 12.30 var vi der, og det syn, vi så der, kan ikke beskrives, een af de første, jeg fik øje på var politibetjent Harald Hansen. Jeg måtte gå ind mellem vognene for at få herredømme over mig selv og gik så hen for at hilse på ham, vi græd alle sammen ved gensynet både betjente og chauffører.”

Og chaufførerne beretter videre, hvordan betjentene havde ventet på dem med længsel:

”Nogle af betjentene stod i deres lasede uniformer andre i deres civile tøj i alt ca. 595 mand. De havde stået og ventet i 7 timer i kulde, - men de mærkede det ikke, de stod kun og spejdede mod lejrens indkørsel, hvorfra de ventede, at vi skulle komme. Tyskerene havde trøstet dem med, at vi ikke kom, der var ingen biler og der var ingen gummi i Danmark, men betjentene holdt på, at de nok skulle få at se, at der både var vogne og chauffører - men tiden gik og for hver time sank modet mere og mere. Så kom vi, 50 store hvide vogne med dannebrog og Røde Kors påmalet. Tyskerne havde nær sat sig på bagen ved synet og betjentene fik oprejsning.”

Jeg har altid vidst, at min morfar sad i koncentrationslejr under krigen, og at han blev hentet hjem af De Hvide Busser. Det har aldrig været en hemmelighed i familien, men jeg har ikke vidst meget mere end det. Hverken min morfar, mormor eller mor talte om deres oplevelser fra krigen – måske fordi de var forbundet med en masse smerte. Min morfar fortalte kun, at de ikke fik noget at spise i koncentrationslejrene. Brevene har derfor givet mig en viden om, hvordan min morfar havde det i koncentrationslejr under krigen. Samtidig har dagbøgerne givet mig en forståelse af, at min morfar, som betød meget for mig, også gjorde stort indtryk på chaufførerne.  

At min morfar overhovedet endte i koncentrationslejr, skyldtes, at han arbejdede som politibetjent. Han var tilfældigvis på arbejde den dag i september 1944, hvor hele det danske politi blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Min mor var på daværende tidspunkt 12 år, og hun blev sendt hjem fra skole, hvor hun fik besked om, at han var blevet hentet og sendt til Tyskland.   

Min mor blev genforenet kort med sin far på Bolbrobakke i Odense, hvor busserne stoppede ind et øjeblik. Min morfar fik her lov til at komme ud og kramme sin familie, mens han fik lidt forplejning. Busserne skulle herefter videre til først Fröslev-lejren og senere Sverige, da krigen endnu ikke var forbi på det tidspunkt.   

Min mor har fortalt, at hun var lykkelig – mens hun samtidig syntes, at dagen på Bolbrobakke var helt forfærdeligt. Han skulle jo videre mod Sjælland og Sverige, så hvornår fik hun ham mon endeligt hjem igen? Hvornår ville hun se ham igen? Uvisheden fyldte for hende.   

Øjeblikket, hvor min morfar og mor krammer på Bolbrobakke, er foreviget på billedet, som I kan se. 

Det er i dag svært at læse ud fra brevene og dagbøgerne, hvordan og hvornår min morfar helt præcist kom hjem til Odense igen. Det står dog klart, at han aldrig kom til Sverige, da befrielsen indtraf inden. Og jeg kan læse af de sidste breve fra min mormor, at hun vil forsøge at besøge ham et par timer i Fröslev. Måske tog hun turen – måske ikke. 

Men en ting vidner brevene og dagbøgerne helt sikkert om – at Røde Kors spillede en kæmpe rolle under krigen. De informerede løbende min mormor om, hvilken koncentrationslejr min morfar sad i, og hvad han manglede. Og brevpapiret, som min morfar har skrev på, var fra Røde Kors. Han har selv skrevet, at de hyldede Røde Kors – og ikke mindst chaufførerne i De Hvide Busser, som satte deres liv på spil for at hente dem hjem.

For mig selv har der heller aldrig været nogen tvivl om, hvor jeg skulle være frivillig henne. Det skulle selvfølgelig være i Røde Kors, da min morfar blev hentet af De Hvide Busser. Røde Kors har jo været med til, at jeg har haft chancen for at møde min morfar.

Så mens jeg sidder og læser til langt ud på natten, så bliver jeg mindet om min elskede morfar og mit gode arbejde i Røde Kors. 

Gode hilsner fra Anne Lerche Nordlund, vicepræsident i Røde Kors, Nyborg"