“Man skal ville andre mennesker – og være der, når man siger, man kommer”
Laila Sommerhøj Juhl har været frivillig i Røde Kors i mere end 25 år. Det begyndte med et ønske om at finde mening i en ny livssituation – og blev til årtier som både besøgsven og aktivitetsleder for besøgstjenesten i Gentofte.
Laila Sommerhøj Juhl har været frivillig i Røde Kors i mere end 25 år. Det begyndte med et ønske om at finde mening i en ny livssituation – og blev til årtier som både besøgsven og aktivitetsleder for besøgstjenesten i Gentofte.

I slutningen af 90’erne efter en skilsmisse og som ny i Gentofte, følte Laila Sommerhøj Juhl, at der skulle ske noget nyt. Det var tid til at finde nye fællesskaber, og hun var klar til at bruge sit overskud på andre.
Det blev begyndelsen på et langt frivilligt engagement i Røde Kors. I starten som besøgsven og senere som aktivitetsleder for besøgstjenesten.
”Jeg syntes, det var en god måde at komme ind i lokalsamfundet på. Og det viste sig også at holde stik,” fortæller Laila.
I 2024 gav hun faklen som leder videre til Britta Franck Pedersen.
Et vindue ind i andres liv
Som besøgsven kommer man tæt på andre menneskers virkelighed. Ofte helt tæt.
”Du får et indblik i liv og historier, du ellers aldrig ville få. Mange af dem, jeg har besøgt eller matchet med en besøgsven, åbner virkelig op – nogle gange allerede ved det første møde,” siger Laila.
Den nysgerrighed og menneskelige indsigt har været en af de største gaver ved det frivillige arbejde.
”Det er meget givende. Du får jo et forhold til mennesker, som du ellers aldrig ville have mødt. Samtidig har du en vis distance, der gør, at det ikke bliver for følelsesmæssigt tungt,” siger hun.
Fra besøgsven til leder
Kort tid efter hun begyndte som besøgsven, blev hun spurgt, om hun ville hjælpe den daværende aktivitetsleder. Og det takkede hun ja til.
”Så gik der ikke længe, før jeg blev leder selv. Det har jeg så været i over 20 år,” fortæller Laila med et smil i stemmen.
Som aktivitetsleder har hun matchet besøgsvenner og modtagere – en opgave, der kræver både mavefornemmelse og kendskab til mennesker.
”Hvis jeg har været ude og besøge nogen, hvor jeg er gået derfra med en tanke om, at det vil være svært at finde den rigtige besøgsven, så har jeg alligevel ofte fundet en, der passer. Det er så utroligt givende,” siger hun.
Stabilitet betyder alt
Hvis man spørger Laila, hvad der kendetegner en god besøgsven, kommer svaret hurtigt.
”Man skal have overskud. Og man skal ville andre mennesker. Men det vigtigste er faktisk stabilitet. At man kommer, som man har aftalt. Det betyder mere, end man tror.”
Hun forklarer, hvordan det faste besøg – hvad enten det er hver uge eller hver 14. dag – ofte er et højdepunkt for modtageren.
”Selvom man har børn og børnebørn, som siger ”vi kommer forbi på et tidspunkt”, så er det ikke det samme som at vide, at der kommer en bestemt person hver onsdag klokken to. Det gør en kæmpe forskel, når man sidder alene mange dage om ugen,” siger hun.
Dronningens emblem og en velfortjent anerkendelse
Efter mange år i Røde Kors’ tjeneste modtog Laila Dronningens emblem som en anerkendelse for sin indsats. Det er ikke noget, hun gør et stort nummer ud af – men hun blev alligevel glad for hæderen.
”Det er jo ulønnet arbejde, vi laver, og det skal det være. Men det er rart at få et skulderklap,” siger hun.
Et råd til nye besøgsvenner
Hvis du selv går og overvejer at blive besøgsven, har Laila et klart råd.
”Tag fat i den lokale aktivitetsleder og få en snak om, hvad det indebærer. Prøv det. Men gør det først og fremmest, hvis du har overskud – og lysten til at være noget for andre.”
Læs mere om at være besøgsven og find din lokale kontaktperson ved at klikke her.