At Karins far har siddet i KZ-lejr har aldrig været et tabu

Karin Rastrups far blev taget af Gestapo og røg til Neuengamme-lejren i Tyskland. Han har altid dels sine oplevelser under Anden Verdenskrig med sin familie. 

Fanger på vej hjem i bus fra Neuengamme-lejren i Tyskland. Foto: Nationalmuseet.
- D. 01 MAJ 2020

Karin Rastrup er frivillig i Røde Kors.

Hendes far blev taget af Gestapo under en dramatisk stikker-aktion og røg til KZ-lejren Neuengamme.

Og i modsætning til en del, der har siddet i KZ-lejr har han altid gerne villet fortælle sine børn om sine oplevelser under krigen.

Han har også lært Karins børn at skyde. Han er også skyld i, Karin er frivillig i Røde Kors, for Røde Kors var med til at redde hans liv.

Kender du også nogle, der er blevet reddet af De hvide busser? 

Send din/deres historie til Mathilde Risvig på mail: maris@rodekors.dk - så kommer den på forsiden af mitrødekors.dk
 

Læs Karins historie om sin far - hun kalder den selv: 'Mit liv med Røde Kors'

"Jeg er blevet inspireret af andre, der har lagt deres historie frem, så her er min.

Min far blev som 18-årig taget af Gestapo i efteråret 1944.

Min far var af Frihedsrådet blevet bedt om at  at finde ud af, om en i gruppen var stikker.

Min far havde sat ham stævne på Brønshøj Torv. De gik ned af en sidegade, og her blev de omringet af Gestapo og arresteret.

Stikkeren blev løsladt få timer efter.

Min far kom efter forhør på Shellhuset til Vestre Fængsel, hvor han sad cirka 4 uger i enecelle.

Derefter blev han sendt til Frøslevlejren, hvorfra han den 21. december blev deporteret til KZ lejren Neuengamme.
 
Umiddelbart efter jul blev han overført til en udekommando, Dalum ved Meppen ved den hollandske grænse.

I denne lejr blev han meget syg, men overlevede blandt andet på grund af Røde Kors pakkerne.

Også fordi den danske læge i lejren, Thygesen, efter at min far havde ligget på revieret, skaffede ham et job i køkkenet.

Han kom tilbage til KZ Neuengamme i begyndelsen af april.

Den 20. april 1945 blev han sammen med de sidste 100 danske fanger hentet ud med de sidste hvide busser, kl. 18 om aftenen.

Det var ret farligt at køre om natten; de allierede havde erobret Hamborg, så efter et lille hvil i skoven ved Friedrichsruhe, kørte den bus, min far var i,  i en stor bue op mod Lübeck og derfra mod Padborg.

Så min far kom først til Danmark den 21. april 1945.

Min far var ret syg, med feber, hele vejen til Sverige. Min farmor, der i København af en nabo havde hørt, at min far var i en af de hvide busser, skyndte sig ind mod færgen for at hilse på ham, kun for at få at vide at færgen var sejlet. Men nu vidste hun dog, at han var ude af Tyskland.

Han kom hjem til Danmark den 10. maj.

Min far var meget syg i de næste år. En ubehandlet lungehindebetændelse i Dalum havde efterladt skygger på lungerne, så de danske læger frygtede for tuberkulose.

Derfor blev han sendt omkring et år til et sanatorium i Norge, tæt ved Sjussøen. Et navn han ofte jokede med bagefter.

Jeg er født i 1948, min fars ældste barn.
 
Det har aldrig i vores hjem været en hemmelighed, at min far havde siddet i KZ-lejre, og at det havde givet min far nogle men.

Han fortalte mig lidt efter lidt historien, efterhånden som jeg voksede op.

Samtidig var han med til at starte flere af de fangeforeninger, der stadig eksisterer i dag.

Så hjemme var det en naturlig ting, at også andre tidligere KZ -fanger besøgte os, og at de talte om deres oplevelser.

En dag, inden jeg kom i skole, havde jeg rodet i min fars skrivebordsskuffe, og fundet noget som lignede en skosål.

Jeg kunne selvsagt ikke læse endnu, så jeg kunne ikke se, hvad der stod.

Selvom jeg var lidt ræd for at blive skældt ud for at rode i min fars sager, spurgte jeg, hvorfor der lå en skosål i skuffen.

Min far tog den frem og viste mig det lille røde kors på sålen og sagde, at han i KZ-lejren havde lavet en skosål af Røde Kors pakken, for der var hul i skoen.

Og så fik jeg historien om, hvordan Røde Kors pakkerne havde reddet hans liv i Dalum. Og at jeg skulle huske, at Røde Kors var skabt for at hjælpe folk i nød.

Da min far døde, ledte jeg efter denne sål, men den var desværre forsvundet.

Jeg har i modsætning til så mange andre af Modstandskampens børn aldrig følt, at det var tabu at tale om krigen og tiden i KZ-lejre.

Og da min far også kom i bestyrelsen for De europæiske Gestapo fanger, var hele familien tit med rundt og lægge kranse ved nye (og måske også gamle) mindesmærker rundt i Europa.

Jeg var 9 og min lillesøster 4 år, da vi første gang besøgte en KZ-lejr. Det var Dachau.

Det var vigtigt for min far at sikre, at personer, der på grund af arbejdet i Modstandsbevægelsen havde været under jorden, i Sverige eller i KZ-lejre, fik ordentlige pensionsforhold, og jeg husker hans glæde, da det lykkedes ham og andre tidligere modstandsfolk at få vedtaget en lov (da Nathalie Lind var socialminister) om omvendt bevisførelse: at det ikke var den enkelte, der skulle bevise, at denne eller hin skade/sygdom skyldtes ophold i KZ-lejre eller tilværelse under jorden, men at det nu var staten, der skulle bevise, at det ikke stammede fra disse ophold.

Så i modsætning til mange andre familier var emnet aldrig tabu hjemme hos os, og vi voksede op, vidende at min far havde psykiske mén fra opholdet i Tyskland.

Men både min mor og far var gode til at hjælpe os børn til at forstå tingenes sammenhæng.

Selvom jeg er helt sikker på, at jeg som den ældste har hørt mest om hans oplevelser, mens mine to yngre søskende nok ikke har fået så meget fortalt.

Han var på en eller anden måde færdig med at tale om det, da de blev så gamle, at de kunne forstå det.

En lille pudsig historie: Da min lillebror var omkring 5 år, ville han som så mange andre drenge i den alder gerne være sherif. Men så blev han lidt betænkelig, og spurgte så vores far: ”Kan man blive sherif, når ens far har siddet i fængsel”. Min far svarede: ”Da jeg sad i fængsel, var de gode i fængsel og de onde udenfor, så det kan du godt.”

Det var også vigtigt for min far, da han var blevet morfar, at mine drenge fik lært at skyde, så han indrettede en lille skydebane i sommerhuset. Så skulle drengene ramme tomme øldåser med et haglgevær. Det var jeg ikke så glad for, men drengene morede sig sammen med deres morfar.

Når jeg tænker tilbage på hans liv, har han på trods af de psykiske og fysiske mén, han havde fået under tilfangetagelsen, haft et langt og godt liv."

De hvide busser

Vi kører i øjeblikket en kampagne om og med De hvide busser. Se hele kampagnen her: https://www.rodekors.dk/de-hvide-busser

Du kan også selv være med til at fortælle om De hvide busser: https://mitrodekors.dk/aktiviteter/kommunikation/indlaeg-og-debat/kommunikation-om-kampagnen-de-hvide-busser

Og sidst men ikke mindst. Kender du nogen, der er blevet reddet af De hvide busser?

Send din og/eller deres historie til Mathilde Risvig: maris@rodekors.dk