Tre nye undervisningsmaterialer om krig

Røde Kors Skoletjeneste har i dette forår sat tre nye undervisningsmaterialer i søen, som alle omhandler krig, medmenneskelighed og Røde Kors særlige rolle i væbnede konflikter. Før og nu.

Foto: ICRC
- D. 01 MAJ 2020

Krig og ikke mindst 'krigens regler' er det, der adskiller Røde Kors fra alle andre nødhjælpsorganisationer. Vores særlige mandat til at agere i væbnede konflikter er givet i Geneve-konventionerne.  Røde Kors i Danmark skal faktisk i henhold til Geneve-konventionerne hjælpe vores regering med at oplyse om betydningen af det 'røde kors' - det internationale beskyttelsessymbol. De tre materialer er:

1. Krig og medmenneskelighed

I partnerskab med Danmarks største forlag for undervisningsmaterialer Alinea (en del af Lindhardt & Ringhof) har Røde Kors udgivet et omfattende, e-learning-undervisningsmateriale om krig, krigens regler og Røde Kors' særlige rolle i væbnede konflikter. Materialet er henvendt til grundskolens ældste klasser. Materialet består af et grundforløb, der bl.a. introducerer eleverne til fænomenet krig og ikke mindst de regler, der eksisterer for krigsførelse.

Desuden findes fire supplerende forløb til fagene dansk, historie, samfundsfag og billedkunst, der på hver sin måde omhandler krig. Materialet er spækket med forskellige formidlingsformer: podcast, interviews, dagbog fra syrisk krigsflygtning, faglige artikler og aktuelt video- og billedmateriale fra bl.a. ICRC. Eleverne møder eksperter og aktører bl.a.: en forsker fra DIIS, en tidligere soldat, Anders Ladekarl og Røde Kors' protektor H.K.H Kronprins Frederik dukker også op i materialet undervejs. Materialet er gratis, men man skal have UNIlogin, som alle skolelever og lærere har, for at anvende materialet.

2. Krig og afsavn

Filmen 'Uden min far' handler om teenageren Oliver. Hans far er udsendt som FN-soldat til Sydsudan af Forsvaret. Vi følger Oliver, hans hverdag med gaming og skolegang, hans bekymringer for faren og tanker om krig i forbindelse med farens fravær. Filmen er primært henvendt til mellemtrinnet i grundskolen. undervisningsmaterialet indeholder forskellige opgaver og aktiviteter, der bl.a. gør det muligt at sætte emner som krig, afsavn og familieforhold på skoleskemaet i de relevante fag. Materialet er produceret i partnerskab med produktionsselskabet 'Made by Us' og 'Forsvarets Veterancenter' som også har betalt for udviklingen. 

3. Røde Kors i aktion. Før og nu 

Som en del af Røde Kors' markering af 75-året for 'De Hvide Busser'-redningsaktionen i 1945 har Røde Kors udgivet et undervisningensmateriale, der dels giver elever viden om den heltemodige redningsaktion, dels gennem forskellige aktiviteter lader elever reflektere over fællesskab, samfundssind og medmenneskelighed. Den gang og i dag. Dette materiale er støttet af Sportgoodsfonden.

Alle tre materialerne er gratis at anvende og er målrettet forskellige fag og klassetrin. Se mere om de forskellige undervisningsmaterialer herunder.

Se undervisningsmaterialerne

  • Læs mere om Krig og medmenneskelighed kan findes her.
  • Folder om Krig og medmenneskelighed til uddeling på skoler fås hos Røde Kors Skoletjeneste: skoletjenesten@rodekors.dk
  • Find lærervejledning til filmen Uden min far kan findes her.
  • Se undervisningsmaterialet om De Hvide Busser findes her.