Skriv en god ansøgning til studierejsen - find inspiration her

Til foråret går studierejsen til Ukraine. Her kan du få inspiration til, hvordan du skriver den gode ansøgning. Du kan læse mere om forårets tur til Ukraine her.

Danske frivillige på besøg i den kenyanske slum. Foto: Ditte Goor
DITTE NØRGAARD GOOR - D. 24 JULI 2019

Har du lyst til at arbejde med formidling i dit frivillige virke i Røde Kors? Og er du interesseret i det internationale udviklings- og nødhjælpsarbejde? Så er deltagelse i studierejsen til Ukraine et oplagt tilbud til dig.

Ved at deltage i studierejsen får du information, fakta og svar på dine spørgsmål om, hvordan Røde Kors arbejder ude i verden. Indhold, som du kan bruge, til at oplyse og informere din bys borgere, de lokale kunder i genbrugsbutikken, andre frivillige i din egen Røde Kors afdeling og naboafdelinger om den forskel, som Røde Kors gør for fattige og sårbare børn, unge og familier ude i verden.

Hvad skal der stå i ansøgningen?
Måske sidder du allerede nu med ansøgningsskemaet og tænker: ”Hvad skal jeg dog skrive?”

”Jeg ved ikke, hvad vi laver på Ukraine, så jeg ved ikke, hvad jeg kan eller vil lave formidling om” eller ”Hvordan får jeg dog bedst fortalt, hvor meget jeg gerne vil med på denne studierejse?”.

Tre små trin til at udfylde ansøgningen. Tænk over følgende:

Hvilken formidling, synes jeg selv, er sjovest at lave?

Er det for eksempel et opslag på Facebook, levende fortællinger fortalt foran et publikum, teaterlege i børnehøjde, informationsevents med tombola på byens torv eller noget helt andet?

Hvilke erfaringer har jeg med formidling?

Har du arbejdet med formidling i dit frivillige virke i Røde Kors, i dit arbejdsliv eller i privat regi? Tænk bredt, det behøver bestemt ikke at være som kommunikationsmedarbejder. De fleste af os har i større eller mindre grad haft berøring med formidling og kommunikation. Det kan også være, at du måske er én, som har mange kontakter og et stort netværk, du kan trække på til at hjælpe med formidling for eksempel journalister på den lokale radio/tv-station eller fra dagspressen.

Med afsæt i svarene til spørgsmål et og to; hvad kunne jeg så godt tænke mig at bruge de oplevelser - som jeg endnu ikke kender - i Ukraine til?

Hvem skal kende til mine oplevelser, og hvorhenne og hvordan skal det ske (skal folk lytte, se, høre eller lugte mine oplevelser)?

Når du har skrevet stikord til disse tre spørgsmål, så har du faktisk også indholdet til din ansøgning.

Vi skal kunne læse dine tanker og ideer i ansøgningen
Vi er opmærksomme på, at der selvfølgelig opstår nye ideer hen ad vejen. Ligesom dine planer for hvilken formidling, du ender med at kaste dig ud i, først bliver helt tydelige, når du møder de andre studierejsedeltagere, besøger studierejsedestinationen og deltager på de forskellige formidlingsworkshops før og efter rejsen.

Da vi i sekretariatet for Afdelingernes Internationale Arbejde på Landskontoret udvælger deltagerne til studierejsen på baggrund af de skriftlige ansøgninger, er det alligevel vigtigt, at du bruger lidt tid på at gøre dig nogle tanker, som vi også kan læse ud af ansøgningen.

Et sidste godt råd
Vær realistisk og konkret. Formidlingen før, under og efter studierejsen sker i dit frivillige virke. Vælg derfor aktiviteter, som du ved, at du har tid og energi til. Det skal være sjovt at lave formidling. Ofte er det de konkrete ideer, du selv let kan plukke og gennemføre, der også bliver de succesfulde. Her ser du hurtigt resultater, der motiverer. 

Ha' tiltro til dine egne kompetencer og træk på andres. Det er dig selv, der skal bære formidlingsaktiviteterne, som du vælger. Det betyder dog ikke, at vi forventer, at du for eksempel skal være professionel fotograf for at lave en billedserie af dine oplevelser til din egen afdelings butik.

Her finder du vigtige dokumenter

Alle dokumenter, der skal bruges til at søge om plads på studierejsen, finder du under 'Dokumenter' - 'Aktiviteter' - ' Afdelingernes Internationale Arbejde' - 'Studierejser'

Her finder du:

  • Ansøgningsskema
  • Retningslinjer og udvælgelseskriterier
  • Sundhedserklæring