Røde Kors indgår partnerskab med TrygFonden om Parat
Partnerskabet løber de næste fem år med formålet om at gøre medmenneskelighed til en folkesag og understøtte en træd-til-kultur.
Partnerskabet løber de næste fem år med formålet om at gøre medmenneskelighed til en folkesag og understøtte en træd-til-kultur.
Alle kan få brug for en hjælpende hånd. Men hvem følger en til lægen, når man ikke selv kan komme derhen; hvem hjælper med at hænge gardiner op eller købe ind, når man ikke selv kan og ikke har et netværk at spørge?
”Det ligger dybt i TrygFondens DNA at være tæt på borgerne og Danmark og gøre en forskel for dem i hverdagen. Vi vil gerne gøre det let at handle og tage ansvar for egen og andres tryghed. Med Røde Kors Parat understøtter vi alle dem, der har lyst til at træde til for de mennesker, der ikke har nogen at spørge om helt praktiske, men nødvendige hverdagsopgaver. Røde Kors Parat gør det nemmere at bede om og give hjælp”, siger Kristian Weise, underdirektør i TrygFonden.
TrygFonden støtter Parat de næste fem år årligt med 5 mio. kroner.
En ny form for frivillighed
Danmark er kendt for vores stærke foreningsliv og civilsamfund, og vi har en stærk kultur for at engagere os frivilligt. Det er faktisk omkring 40 % af den danske befolkning, der bruger tid som frivillig.
I en ny undersøgelse giver 83 % af den danske befolkning udtryk for, at de er klar med hjælp til et menneske i en sårbar situation. Parat kan være et tilbud til dem, der ikke har mulighed for at engagere sig frivilligt.
”Røde Kors har rigtig mange fantastiske frivillige, der gør en stor forskel for andre mennesker. Vi kan dog fra befolkningsanalysen og vores erfaringer se, at der findes mange danskere, som egentlig rigtig gerne ville hjælpe til som frivillig, men har svært ved at forene faste vagter i en genbrugsbutik eller i et familienetværk med en travl hverdag med familie og karriere. Det glæder mig derfor, at Parat kan være et frivilligtilbud til dem, der egentlig gerne vil, men ikke har mulighed for det på traditionelle frivilligformer,” siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
Parat så sin spæde start under corona-krisen i 2020, hvor Røde Kors med støtte fra TrygFonden etablerede hjælpenetværket, som var en kæmpe succes. Flere tusinde meldte sig til at hjælpe mennesker, som på grund af dårligt helbred, selvisolation eller karantæne ikke kunne foretage nødvendige praktiske gøremål som f.eks. at handle, hente medicin på apoteket eller lufte hund.
I dag er flere end 10.000 parathjælpere fra hele landet parat til at træde til, når mennesker i en akut eller sårbar situation har brug for hjælp. Og de træder til i det omfang, de kan og har lyst til.
Parat hjælper gerne vores lokalafdelinger
Målsætningen med partnerskabet er, at der i 2028 er 30.000 danskere engageret som frivillige parathjælpere, der kan hjælpe mennesker i en akut eller sårbar situation, både direkte, ved arrangementer med et socialt eller humanitært formål og i tilfælde af beredskabssituationer her i landet, så hjælpen altid er at finde.
”Vi vil rigtig gerne støtte op om vores indsatser ude i lokalafdelingerne. Flere og flere kontakter os, når der mangler ekstra hænder – eksempelvis som tidligere på året, hvor parathjælpere hjalp med at skaffe møbler og inventar til ukrainske familier tilknyttet vores lokalafdeling i Egedal. Jeg kan kun opfordre aktivitetsledere og frivillige om at kontakte Parat, hvis vi skal hjælpe til ved et julearrangement for socialt udsatte, cykeltræning for flygtninge eller noget helt tredje,” siger programleder for Parat, Rie Ljungmann.
Ønsker du at bruge Parat for ekstra hænder til en opgave, står vi stadig til rådighed på parat@rodekors.dk. Har du kun brug for en eller to parathjælpere, er du også velkommen til at udfylde formularen på rodekors.dk/parat/modtager eller ringe til os på 38 202 202.