Rikke Sevelsted er frivillig i Røde Kors og hun har sendt os sin historie om sin morfar, politibetjent Poul Marinus Bach.

Født: 18.6.-1894. Død: 16.12.-1954. Krigsfange nr. 309 862  IV B.

Rikke var to et halvt, da han døde i december 1954, men hendes mor har fortalt hende om hans deportation til Buchenwald-lejren i Tyskland under Anden Verdenskrig.

Kender du også nogle, der er blevet reddet af De hvide busser? 

Send din/deres historie til Mathilde Risvig på mail: maris@rodekors.dk - så kommer den på forsiden af mitrødekors.dk
 

Læs Rikkes historie om sin morfar kriminalbetjent Poul Marinus Bach

"Som yngste datter af Poul Marinus Bach (født i Præstø) og Martha f. Madsen (Født i Lemming ved Århus), ville min mor Kirsten Else f. Bach gift Mortensen/Hansen (Valby), gerne fortælle mig om sin far og tiden under 2. Verdenskrig, hvor det tyske militær tog det danske politi d. 19. september 1944 på Politigården i København, hvor hendes far (min morfar) arbejdede som kriminalbetjent på det tidspunkt.

Poul Marinus Bach og en kollega havde et fælles kontor på 1. salen på Politigården med vinduet ud mod gaden og et stort skrivebord herunder som de delte. Men da de kunne høre tumult ude på gangen, vidste de, at de måtte finde en flugtvej, og så åbnede kollegaen vinduet, kravlede op på skrivebordet og hoppede ud af vinduet. Min morfar ville komme lige efter; men nåede ikke at springe, før han blev grebet bagfra og arresteret af SS-militæret fra Tyskland.
 
Den beskrivelse jeg fik af min mor, der jo havde den fra familien var, at han og alle de andre fra det danske politi, blev sendt til Fröslev-lejren og derfra til Husum og endte i Buchenwald. I virkeligheden røg han direkte til Buchenwald, men mere om det senere.

Som barn havde jeg været med mine forældre, nede og se Fröslev-lejren, men jeg var for lille til at være rigtigt interesseret, og vidste ikke noget om min morfars liv under krigen – kunne knapt nok huske ham, da jeg kun var 2½ år da han døde. 

Mange år efter, ville min mor i 2005 gerne se, hvor hendes far havde opholdt sig under sidste del af Anden Verdenskrig, og ønskede at vi kørte hende ned til Weimar ved Erfurt i Tyskland, og besøge Buchenwald.

Det var noget af det sidste min mor oplevede, da hun døde året efter om sommeren 2006.

Det var en bemærkelsesvækkende tur.

Min mor var i kørestol og min mand skubbede hende rundt på toppede brosten og grusbelagte stier, for at se koncentrationslejren, rundt imellem alle tomterne, hvor de mange hundrede barakker havde stået, hvor fangerne havde boet i mange måneder.

Der var udstillinger og historiske minder.

Et sted udbrød jeg: ”Her i dette hus kunne morfar godt have boet”, for at sætte det hele lidt i perspektiv og for at min mor kunne sætte nogle billeder på oplevelsen.

Senere, da min mand og min mor gik ind og fik en kop kaffe på Buchenwald Café, gik jeg op på kontorerne og forsøgte at komme i kontakt med noget personale deroppe.

En meget venlig Frau Stein kom ud på gangen og ville gerne hjælpe mig.

Jeg spurgte om oplysninger om Poul Marinus Bach, og i løbet af kort tid havde hun fundet og kopieret alle de oplysninger hun havde om ham, som jeg kunne få med mig.

Jeg spurgte så uden forhåbninger på svar, om hun kunne sige, hvilken en barak han havde boet i – og jo, hun pegede på camp besichtigen fra 1945, og et gys steg op i mig og nakkehårene rejste sig, for det var netop ved den samme tomt, hvor jeg havde stået og sagt, at her kunne morfar jo godt have boet!

Jeg kunne genkende det, for det var det eneste hus med en lille udbygning på, og det var i udbygningen at Poul Marinus Bach havde haft sin seng.

Desuden fik jeg af vide, at han var blevet overført d. 17. december til en garnitionsby der hedder Stat Mühlberg og derfra hentet af De hvide busser og kørt til Danmark. 

Herom havde min mor fortalt mig, at hendes storebror, Poul Erik på omkring 20 år, havde et udbringer job hos Ismejeriet, og lånte en svajer-cykel til at bringe varer ud med.

Han stod tilfældigt oppe på Roskildevej, da De hvide busser kørte forbi på vej ind til Havnegade.

Der var kommet postkort fra deres far om, at han var på vej, så Poul Erik strøg op på sin svajer-cykel og alt hvad rammer og tøj kunne holde, cyklede han efter busserne helt ind til Havnegade, hvorfra der skulle sejles til Sverige.

Poul Erik fik øje på sin far, og råbte ham an over til hegnet. Han så svag, underernæret og udtæret ud og vejede ingenting.

Poul Erik sprang over hegnet og greb sin far, fik ham løftet over hegnet og anbragt på sin svajer-cykel, og cyklede så alt hvad han kunne tilbage til Roskildevej og fik ham på denne måde med hjem uden at Poul Marinus skulle over Sverige først.

Desværre havde helbredet ikke haft godt af denne fangetilværelse, han havde fået dårligt hjerte og kunne ikke genoptage sit arbejde som kriminalbetjent efter krigen.

Tilsyneladende har han ikke fortalt ret meget om sit ophold til familien, det gjorde man vidst ikke!

Men der kom helt nye oplysninger frem på et senere tidspunkt!

Rigtigt mange år efter, bestemte min mand og jeg os for at besøge Fröslev-lejren igen, for at se, om de også her havde oplysninger om min morfar, da jeg siden havde samlet en masse papirer, tegninger, bøger og breve fra min morfars tid og slægt.

Vi var der i sommeren 2012, og fik helt nye oplysninger.

Ikke som familien altid havde fortalt, at han kom til Fröslev-lejren først, og derfra til Husum og senere til Buchenwald – nej det var i modsat retning, at han var deporteret direkte til Buchenwald.

For han kom først til Fröslev-lejren d. 5. april 1945 med DSB’s røde busser, og herefter med svenske Bernadottes, De hvide busser, til København.

Men de oplysninger fik jeg først længe efter at både min mormor, min mor, og hendes storebror og søster var afgået ved døden, så jeg var den eneste i familien som sad inde med disse oplysninger, og det var en underlig fornemmelse at være i besiddelse af.

Jeg havde ingen at dele min viden med, om min morfar Poul Marinus Bach.
    
Venlig hilsen fra
Rikke Sevelsted (født Bach), Glumsø."