Patrick går og går: 550 km mod ensomhed

En personlig ensomhedsoplevelse fik Patrick Cakirli til at kaste sig ind i kampen mod ensomhed. I april går han for tredje gang gennem Danmark for at sætte fokus på, at 350.000 danskere føler sig ensomme.

Første april begyndte Patrick Cakirli sin 28 dage lange March mod ensomhed på Rådhuspladsen i København. Formålet er at sætte fokus på samfundets store ensomhedsproblemer. Foto: March mod ensomhed
- D. 15 APRIL 2019

"Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg sidder på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face taske på."

Sådan lød Patrick Cakirlis bøn på det sociale medie Jodel for tre år siden – og heldigvis fik han svar. 17 personer, han ikke kendte i forvejen, dukkede op på Rådhuspladsen for at støtte ham, og det blev starten på Patricks engagement i kampen mod ensomhed. 

Tavsheden æder én op indvendigt
Patrick Cakirli, som i dag er 28 år, stiftede efter sin oplevelse på Rådhuspladsen en Facebookgruppe kaldet ’Smilet’, som nu findes i flere storbyer i Danmark. Gruppen er en fællesskabsgruppe for ensomme, hvor man kan søge venner og veninder.

Året efter – i 2017 – gik han for første gang sin March mod ensomhed tværs gennem Danmark for at råbe danskerne op og gøre opmærksom på den epidemi af ensomhed, vi ser i Danmark.  Patrick har selv gennem mange år oplevet ensomheden gnave og følt sig isoleret, og det er det, der driver ham til at gå turen for 3. år i træk:

"Jeg synes, det er for dårligt, at vi i vores dejlige land skal have 350.000 ensomme mennesker. Med turen ønsker jeg at få en helvedes masse mennesker til at indse, at de ikke er alene. Og at vi andre også kæmper med den her følelse. Ensomhed må ikke være et tabu. Man skal kunne tale om det, og man skal kunne dele det – ellers æder det én op indvendigt”, fortæller han.

Går kun, hvis der er nogen at følges med
Første april i år gik startskuddet for March mod ensomhed 2019. En tur til fods på omkring 550 kilometer med start i København, ned over Sjælland, Falster, Lolland, Langeland, over Fyn og op gennem Jylland med slutpunkt i Aalborg.

Konceptet er klart: Patrick går kun videre, hvis der er nogen at følges med. Ellers stopper han op og beder om selskab på de sociale medier, hvor han nu ved, der er hjælp at hente.   

Røde Kors-butikken i Ølby bød Patrick på morgenmad på marchens 3. etape, og på 4. etape gik vores morgenfriske generalsekretær med på det første stykke af turen for at støtte Patricks gode budskab, mens Røde Kors Midtlolland bød Patrick på morgenmad på marchens 9. etape.

Læs mere i artiklen ’To mænd med en fælles mission’.

Vil du gå med og støtte Patricks kamp mod ensomhed?

March mod ensomhed er støttet af Folkebevægelsen mod ensomhed, som Røde Kors er en del af. Marchen blev første gang gennemført i 2017, hvor Patrick gik fra København til Århus. I år går han fra 1. – 28. april – en rute på 550 km fra København til Aalborg.

Vil du også støtte op om Patrick og hans gode sag, kan du sagtens nå at gå med.
Marchen slutter først 28. april i Aalborg – se rute og tidsplan gennem Danmark her:

goo.gl/maps/nfBNjmLPj952