To mænd med en fælles mission

Færre skal være ensomme i Danmark! Den vision deler vores generalsekretær med den unge Patrick Cakirli, der i disse uger går tværs over Danmark på sin March mod ensomhed. De to fulgtes de to ad på marchens 4. etape fra Haslev i Midtsjælland. For Røde Kors arbejder mod ensomhed – både gennem vores aktiviteter og politisk. Målet er en national strategi fra regeringen, som skal bekæmpe ensomhed i Danmark. 

Vores generalsekretær Anders Ladekarl gik med på 4. etape af March mod ensomhed fra Haslev på Midtsjælland for at vise, at Røde Kors bakker op om Patrick Cakirli og hans kamp mod ensomhed. Som gave havde Anders medbragt et par lune strikkede håndledsvarmere fra Røde Kors’ nørklere med røde kors syet på.
- D. 15 APRIL 2019

”Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, Patrick har taget her, for det at skabe opmærksomhed omkring ensomhed i vores samfund er utrolig vigtigt”, siger Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl.

Ordene falder på en landevej lidt uden for Haslev på Midtsjælland, hvor han – sammen med 10 andre mennesker - går med til fods i March mod ensomhed. Et initiativ, den 28-årige Patrick tager for tredje år i træk, hvor han går tværs gennem Danmark for at skabe opmærksomhed om den alt for store ensomhed, han mener, der er i Danmark. I år er turen på 550 km og går fra Danmark til Aalborg. Dagens mål er Tappernøje.

Turens koncept er klart: Patrick bevæger sig kun videre på sin rute, hvis der er nogen at følges med, og den udfordring har Anders Ladekarl taget op:

”Jeg går med her i dag, for at vise støtte til Patrick og den vigtige kamp, han har engageret sig i: At få ensomhed ned med nakken! Det kræver, at vi taler om ensomhed, som jo er lidt et tabu i Danmark. Man må ikke være ensom, selvom mange mennesker er det. Faktisk føler hver 5. dansker føler sig udenfor – det er alt, alt alt for mange.”, fortæller han.

Mange Røde Kors’ere har allerede støttet op om Patrick tur. På turens tredje etape fik han serveret morgenmad i Røde Kors-butikken i Ølby, som også sørgede for gå-selskab fra omkring 20 frivillige; På niende etape kickstartede Røde Kors Midtlolland marchen ved at byde Patrick på morgenmad i butikken i Maribo.

march mod ensomhed


Klar til at gå - Røde Kors Midtlolland har budt Patrick på morgenmad i butikken i Maribo for at støtte ham på den niende etape af March mod ensomhed. Foto: Hanne Andersson, Røde Kors


Brug for en national strategi mod ensomhed  
I Røde Kors arbejder vi med mange fællesskabsaktiviteter, en del af dem rettet mod mennesker, der føler sig udenfor og ensomme. Det gælder bl.a. Værket og Besøgstjenesten. Som noget nyt engagerer Røde Kors sig dog også politisk i at bekæmpe ensomhed. Med lanceringen af fællesskabsudspillet ’Fælles fremtid for flere’ i januar 2019 anbefalede vi nemlig politikerne at lave en national strategi for at bekæmpe ensomhed. Målet er at få regeringen til at lave en national strategi mod ensomhed.

Det gør det ekstra relevant for Anders Ladekarl at bakke op om March mod ensomhed, som arrangeres af Folkebevægelsen mod ensomhed, som Røde Kors også er en del af:

”Røde Kors vil gerne være med til at skabe nogle fællesskaber, som gør, at vi kan komme ud over den ensomhed, mange af os oplever. Vi skal mødes, spise sammen, gå sammen som vi gør i dag og snakke om de her problemer, så vi kan blive fælles om at løse ensomhedsudfordringen i Danmark”, siger han.

Alle har et ansvar
Selvom Patricks march er vigtig, skal der dog mere til for at løse problemerne, pointerer Anders Ladekarl og understreger, at der er brug for mere end handlinger fra enkeltindivider som Patrick eller civilsamfundsorganisationer som Røde Kors for at rykke området for alvor.

”Derfor foreslår vi også i vores fællesskabsudspil, at alle – stat, kommuner, regioner og private organisationer og virksomheder – går sammen og løser problemerne i fællesskab. Der er brug for, at Danmark får en national strategi for, hvordan vi bekæmper ensomhed, ligesom man f.eks. har fået i England. For alle har et ansvar”, fastslår han. En strategi, Røde Kors vil skubbe på for at få den næste regering – uanset hvem det bliver – til at udarbejde.

Læs mere om Røde Kors’ politiske fællesskabsudspil og anbefalingerne om at bekæmpe ensomhed i artiklen her https://mitrodekors.dk/nyheder/vi-lancerer-stort-politisk-udspil-investering-af-en-faellesskabsmilliard

Se Anders Ladekarls video fra turen på Facebook her: https://www.facebook.com/anders.ladekarl/videos/10218740587764469/

Ensomhed i tal:

350.000 danskere oplever at føle sig ensomme. Tallet er stigende.

Unge i alderen 16-24 år er den gruppe i befolkningen, hvor flest er uønsket alene. Her føler næsten hver 10. sig uønsket alene. Kvinderne føler sig mere uønsket alene end mændene.

Hver 5. dansker oplever at stå udenfor de samfundsmæssige fællesskaber pga. barrierer som dårligt helbred, arbejdsløshed og økonomiske problemer

Kilder: Danskernes sundhed – den nationale sundhedsprofil 2017, Sundhedsstyrelsen 2018 og 
Fællesskabsmåling lavet af SFI, nu VIVE, for TrygFonden, 2017.