”Det har været helt nyt for mig at møde en voksen, der faktisk ikke bare har været ligeglad”

Ordene kommer fra 21-årige Josephine Hammerich og bliver sagt om Niels Christensen, der er vært i Røde Kors-aktiviteten Hjem til Dig. I Hjem til Dig matcher vi unge uden bolig med frivillige værter, der åbner deres hjem og stiller et værelse til rådighed. Der er tæt på 2.000 unge i aldersgruppen 18-29 år, der mangler et sted at bo. For cirka 2 måneder siden var Josephine en del af den statistik, men det er hun ikke længere: Niels åbnede sit hjem, og siden er der sket meget positivt - både for Niels og Josephine. Den dyreglade Josephine har under sit ophold i Hjem til Dig landet en drømmepraktikplads på et stutteri i Nordjylland, hvor hun også skal bo, og Niels, der i forvejen har tre børn, føler, at han har fået en bonusdatter.

”Det er faktisk sådan, jeg tænker det. Da Josephine fik sin praktikplads, inviterede jeg Josephine og hendes bror ud at spise for at fejre det. Præcis som jeg ville have gjort med mine egne børn,” siger Niels med et stort smil, der gengældes af Josephine. Hun har fået et solidt bagland og en person ind i sit liv, der gider hende. Noget hun ikke havde regnet med, da hun første gang hørte om Hjem til Dig.

”Det er lidt sjovt, for da jeg fik kendskab til Hjem til Dig var et af mine forbehold faktisk, at jeg ikke havde lyst til at lege familie,” siger Josephine og fortæller at hun i dag er glad og rørt over, at deres forhold er gået hen og blevet af familiær karakter.

At Josephine var nervøs og følte sig utilpas ved pludselig at skulle indgå i en ny families liv, er helt naturligt. Det med familieliv har nemlig aldrig været særligt vellykket for Josephine, der har haft en svær barndom. De første år af sit liv boede hun på Stevns med sin mor, bror og en utilregnelig far, der ikke altid lige formåede at leve op til sit ansvar. For cirka 10 år siden havde moren fået nok, og hun flyttede sammen med Josephine og broren til Aarhus-forstaden Højbjerg. Josephine har haft svært ved at slippe barndommens dårlige minder og lider i dag af angst som en konsekvens af den kaotiske barndom, men de senere år er hun begyndt at knække livskoden og se fremad. Hun er blevet en selvstændig ung kvinde og kan i dag langt mere, end hun tidligere har kunnet. Faktisk er hun blevet så selvstændig, at hun kort før COVID-19 indtraf havde landet en praktikplads i Frankrig. Kufferten blev pakket, lejligheden opsagt og et eventyr skulle til at begynde, men da hun ankom til Frankrig, var der rod med kontrakten og landet var ved at lukke ned som følge af Corona. Det var en streg i regningen og Josephine måtte vende hjem til en tilværelse som sofasurfer. Men Josephine gav ikke op. De seneste år havde hun vist sig selv, at hun kunne håndtere de udfordringer tilværelsen uundgåeligt bringer. Ironisk nok er den positive udvikling, Josephine har gennemgået, faktisk blev sat i gang af en trist begivenhed.

”Min mor blev alvorlig syg af lungekræft. Lige pludselig var jeg tvunget til at tage ansvar. Jeg blev nødt til at forholde mig til, at min mor nok ikke ville være her så længe, og det satte nogle ting i gang hos mig personligt,” forklarer Josephine, der fortæller, at hun på baggrund af de mange dårlige minder fra barndommen har haft et anstrengt forhold til sin mor, og at hun har svært ved at tilgive hende for nogle af de ting, der var sket.

Moren døde for cirka to år siden, men under hendes sygdomsforløb lykkedes det for Josephine både at tilgive og få et godt forhold til sin mor igen.

”Jeg har haft det svært med fysisk kontakt, og undgik det så vidt muligt, men de sidste par år blev det bedre, og vi fik en god afsked. Det er jeg meget glad for i dag,” siger Josephine, som i dag lader fortid være fortid og ser frem.

Da moren døde, blev Josephine ”forældreløs”. Hun har droppet kontakten med sin far, og har ingen anden familie end sin bror. Det begrænsede netværk er nu vokset en smule med Niels´ indtræden i hendes liv, og selvom hun nu skal flytte fra elinstallatørens murstensvilla i ligusterhækkenes højborg Højbjerg og til mere landlige omgivelser på stutteriet i Nordjylland, skal kontakten holdes. De har ikke lige sådan tænkt sig at slippe hinanden.

”Jeg har følt, at vi har passet rigtig godt sammen. Det gjorde jeg meget tidligt i forløbet. Jeg tror, at vi begge to er lidt introverte, og vi har ikke behov for hele tiden at skulle tale. Vi kan sagtens bare sidde sammen uden at sige noget, men det bliver aldrig akavet,” siger Niels og bakkes op af Josephine, der griner. Hun kan sagtens genkende billedet Niels maler. Hverken Niels eller Josephine har brug for mange mennesker omkring dem. De trives i deres eget selskab, så det er også delvist selvvalgt, når Josephines netværk ikke er større.

Udover Niels og sin bror har Josephine en god veninde i Højbjerg.

”Og mere behøver jeg faktisk ikke,” siger Josephine.

Hvorfor blive vært

Det kan nok virke grænseoverskridende for mange at lade en fremmed person flytte ind i privaten. Du skal fra den ene dag til den anden forholde dig til en person, du faktisk ikke kender, og Niels gjorde sig da også nogle overvejelser, før han sagde ja til værtsrollen.

”Men det var nu ikke mange. Jeg synes projektet lød godt, og da jeg er blevet skilt i foråret, havde jeg pladsen og kunne selv træffe beslutningen. Jeg vil gerne hjælpe, hvor jeg kan. Sådan har jeg nok altid haft det. Spørger man mig om hjælp, er det sjældent, jeg siger nej, siger han og fortsætter med et grin:

”Og så kan jeg jo altså godt overskue at smøre en ekstra leverpostejmad og tage lidt ekstra opvask. Det klarer jeg nok,” siger han, inden Josephine tager over.

”Du vil jo ikke have hjælp til opvasken,” siger hun og kigger med et drilsk blik over på Niels, der erkender, at det faktisk er rigtigt.

”Jeg har min måde at gøre tingene på, og jeg hygger mig faktisk meget godt med at gå lidt rundt og ordne nogle småting,” siger han.

Men hvad Niels mister ved at sige nej til hjælp, får han tilbage i indsigt:

”Det har været en øjenåbner for mig at finde ud af, at der i Danmark faktisk er børn, der har det rigtig svært. Jeg har selv haft lidt at kæmpe med i mit eget liv, men der har jeg været voksen og har kunnet håndtere det. Josephines historie har gjort et stort indtryk på mig, og jeg er glad for, at jeg har kunnet hjælpe hende lidt,” siger han.

Og Josephine: Hun har været glad for hjælpen.

”Det har betydet virkelig meget for mig”