Solen skinner fra en skyfri italiensk himmel, og Henri Dunant hører kanonernes skud, riflernes salver og hæse kommandoråb, mens soldaterne styrter sig ind i kampen lidt uden for byen Solferino. Krudtrøgen blander sig med de sommerfriske dufte, og der lyder hadske angrebsråb og fortvivlede skrig af smerte. Det er ikke til at kende forskel på ven og fjende. Hvem der er de gode og de onde, fortaber sig i slagets rædsler.

Henri Dunant er til stede, og det er den 24. juni 1859. Slaget fører til sejr for den allierede franske hær under ledelse af Napoleon d. 3. og Kongeriget Sardiniens hær, og de vinder over østrigerne. Men slaget er også starten på noget helt nyt, for Henri Dunant får ideen til en international hjælpeorganisation. Han ser grusomme sabelhug, og afhuggede hænder og ben, og slaget er rigt på tragiske hændelser og uendelig meget lidelse og meget lidt hjælp. 

Det der i stigende grad bekymrer Henri Dunant og undrer ham er, at der ikke er et organiseret hjælpearbejde til at tage sig af de sårede og døende efter slaget er overstået. I det omfang han kan, får han organiseret nogle lokale kvinder til at yde grundlæggende førstehjælp, men mange soldater dør af deres skader i heden uden nogen form for hjælp, og støvet giver sårene næring, og solen vækker tørst, og kun få får noget at drikke. Og nattekulden har også liv på samvittigheden.

Sporadisk behandling af sårede

Det er ikke meget Henri Dunant får sovet efter slaget, for han har travlt med at organisere hjælp til de sårede og døende, men der er ikke mange ressourcer at gøre godt med og sundhedsmæssigt uddannede er en mangelvare. I en italiensk landsby overværer han en amputation af et ben. Æteren, som blev brugt som bedøvelsesmiddel dengang, er der ikke mere af. Den sårede får noget brændevin, og så saver kirurgen benet af. Heldigvis besvimer den sårede. 

Slaget ved Solferino bliver skælsættende for Henri Dunant. Oplevelserne ved Solferino leder ham til ideen om en international hjælpeorganisation der på neutral vis skal hjælpe alle sårede, tilskadekomne og døende uanset hvilken side af konflikten de tilhører. 

Første gang Dunants hjælpeorganisation går i aktion er fem år senere. Denne gang er det slaget ved Dybbøl Mølle i 1864. Siden 1859 og 1864 er hjælpeorganisationen vokset, og er blevet til det vi dag kender som Røde Kors. Principperne som medmenneskelighed, upartiskhed og neutralitet kan spores direkte tilbage til Dunant og hans oplevelser ved Solferino.