Familiefestivaler i maj åbner for billetter
Deltagere i vores sociale aktiviteter er inviteret til tre gratis endags familiefestivaler i maj måned, som bliver spækket med kendte navne og fantastiske indslag. En festival ved Århus, en ved Odense og en ved København. Se mere og book billetter her
Deltagere i vores sociale aktiviteter er inviteret til tre gratis endags familiefestivaler i maj måned, som bliver spækket med kendte navne og fantastiske indslag. En festival ved Århus, en ved Odense og en ved København. Se mere og book billetter her

Efter Corona har vi ekstra brug for at få nogle gode oplevelser i ægte fysisk fællesskab. Vi har været sammen hver for sig alt for længe, og mange har været alene.
Derfor er vi så glade for, at vi her i Røde Kors har fået mulighed for at invitere deltagere i vores sociale aktiviteter til en fantastisk én-dags familiefestival i maj måned. Her vil man bl.a. kunne møde Popsi og Krelle, Rasmus Klump og Den Mandige Elg!
På hver af de tre festivaler vil der hele dagen være live musik, optrædener og spændende aktiviteter for forskellige aldersgrupper, bl.a. børnebio, eller hvad med en lille TikTok-dans? Frokosten er der sørget for i madtelte og foodtrucks med forskellige valgmuligheder – alle deltagere får udleveret mad- og drikkebilletter ved indgangen.
Formålet er at give deltagerne nogle fantastiske dage
Festivalerne har ét formål: at give deltagende familier og børn en fantastisk dag! For forældre bliver det en dag, hvor man ikke skal sige nej til sine børn. Det bliver dage fulde af sjove aktiviteter og optrædener, hvor hver eneste deltager kommer hjem med kroppen fuld af gode oplevelser.
De små kan hoppe og danse med Rasmus Klump eller Popsi og Krelle, og de lidt større kan stille alle deres spørgsmål om gaming til Den Mandige Elg. HipSomHap skruer op for musikken og inviterer til at slippe dansefødderne fri.
I løbet af dagene vil der også være mulighed for at besøge et havfrueunivers eller udforske fortidsdyr med Abdi. Eller hvad med at lære at tegne af en vaskeægte Anders And-tegner? I løbet af dagene vil der også være mulighed for at quizze med Anders Lund Madsen og meget, meget mere.
Bred invitation til sociale aktiviteter i hele landet
Vi inviterer i første omgang vores familie- og integrationsnetværk, men også familier der deltager i sociale aktiviteter hos andre organisationer, er velkomne. Vi inviterer bl.a. via FRISE og lokale Frivilligcentre. Hvis jeres afdeling har et godt samarbejde med andre organisationer omkring familieaktiviteter så invitér gerne dem også.
Aktivitetsledere er inviteret til at ledsage og deltage, ligesom deltagerne fra vores familie- og integrationsnetværk har mulighed for at invitere fx en skolekammerat eller en anden ven med. I kan godt glæde jer, det gør vi!
Festivalerne afholdes med støtte fra socialstyrelsen.
Hvor og hvornår
- Århus, Tangkrogen, søndag den 8. maj kl. 10 – 16
- Odense, Dyrskuepladsen, søndag den 15. maj kl. 10 -16
- København, Rådhusparken Gladsaxe, søndag den 22. maj kl. 10 -16
Praktisk
- Download invitation her
- Læs mere, se programmet og book gratis billetter her: www.rodekors.dk/familiefestival
- Adgang kan kun ske med en gyldig billet
- Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til familiefestival@rodekors.dk