Fællesspisning og kulturudflugter for mænd er meget givende

I Nørre Aaby spiser de sammen, og i Københavns herreklub, tager de også på kulturelle udflugter. Mandefællesskaber er en aktivitet i vækst, og formålet er meningsfuldt samvær. 

Foto: Modelfoto med herreklubben fra Nørre Aaby
- D. 10 MAJ 2022

I maj 2018 startede Nørre Aaby på Fyn landets første herrefællesskab i Røde Kors. De kom hurtigt op på at være 20-25 mand per gang, til fællesspisning en gang om måneden. Kriteriet for at være med her er, at man skal være enlig. Det fortæller Baldvin, der er en af de faste deltagere i fællesskabet. 

”Det er vigtigt at få enlige mænd i fællesskab, for ellers kan det hele blive lidt tungt. Vi er tre mand der laver mad den første fredag i hver måned, det er aktivitetsleder, Ole, og Jens og jeg,” fortæller han. 

I weekenden inden skriver Baldvin sammen med de andre i en gruppe på msn. Så kigger han sammen med Jens og Ole i områdets tilbudsaviser og ser, hvad de synes vil være godt at spise sammen ud fra de aktuelle tilbud.  

Kulturelle udflugter og plads til flere 
Hovedstadens Røde Kors er en af de andre afdelinger, der har en aktiv herreklub. Her holder de fællesspisning hver anden uge, og tager på kulturelle udflugter hver anden uge til alt fra Nationalmuseet og Louisiana til Champions League-aften og en udflugt til Lund. Og mange idéer til fremtidige udflugter, bl.a. til et busmuseum i Skælskør.  

Der er nogle hensyn, der skal tages, når udflugterne bliver planlagt. Nogle er dårligt gående, nogle har særlige præferencer for mad. Men det lykkes så godt, så der er tanker om at inkludere endnu flere i fællesskabet. 

”Jeg står lige nu med en A5-reklame for herreklubben i Kbh, så vi er aktivt i gang med at udvide med plakater,” fortæller Kurt, der er en af de aktive i herreklubben i København. 

Forskellige rammer for at hygge sig i godt selskab 
Målet med fællesskabet i København er ligesom i Nørre Aaby at facilitere et fællesskab for mænd, der har lyst til at lave noget sammen med andre mænd. Primært for pensionister, men det er ikke et krav. 

”I vores herreklub skal man være 65 år for at være med. Der er ingen, der siger, man skal være single. Jeg bor med den samme kvinde, men der er en del, der er single,” fortæller han.  

Aktivitetsleder for herreklubben i København Erik startede selv i herreklubben, efter hans kone døde i 2019 og han derfor blev alene.  

“Jeg kom lidt baglæns ind i det. Min datter foreslog det her fællesskab efter min kones død. Jeg bor i Lyngby og ikke hovedstaden, så det lå ikke lige til højrebenet. Heldigvis var der et kvikt hoved, der opdagede, at jeg gerne måtte være frivillig. Det har været meget givende for mig," siger han.  

Nørre Aaby spisefællesskab for mænd  

  • Det første mandefællesskab i Røde Kors i Danmark siden 2018 
  • De mødes en fredag hver måned, hvor Jens, Ole og Baldvin kokkerer
  • Aldersfordelingen i Nørre Aabys fællesspisende mænd er fra omkring 50 og op til 94

Hovedstadens Herreklub 

  • Består nu af ca. 15-18 mænd, der mødes ugentligt, eller når det kan passe ind, om at lave forskellige aktiviteter sammen. 
  • Aktiviteterne er bl.a. udflugter, fællesspisning, debat om specifikke emner, sang eller praktisk hjælp med håndværksmæssige opgaver i Røde Kors Hovedstadens andre aktiviteter 
  • Søger aktivt efter nye deltagere