Vivi Kjær er nomineret til Tag Ansvar Prisen
Lederne uddeler hvert år Tag Ansvar Prisen til en person der gør en særlig forskel for andre. Vivi Kjær er blandt de nominerede for sit frivillige arbejde i Røde Kors.
Lederne uddeler hvert år Tag Ansvar Prisen til en person der gør en særlig forskel for andre. Vivi Kjær er blandt de nominerede for sit frivillige arbejde i Røde Kors.
Efter Vivi Kjær gik på pension blev hun formand for Røde Kors Græsted-Gilleje, og det har hun været i snart tre år. Det hun brænder for, er at starte, gennemføre og se resultater af aktiviteterne i lokalafdelingen og derved hjælpe udsatte i lokalområdet og globalt.
Vivi Kjær er nomineret til Tag Ansvar Prisen, som hvert år uddeles af Ledernes Hovedorganisation. Hun har været topleder i dansk erhvervsliv gennem mange år, og er nomineret på baggrund af hendes engagement i Røde Kors. Det var kassereren fra lokalafdelingen som indstillede hende til prisen.
”Jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg var nomineret. Jeg kan godt lide at se resultater opnået gennem ledelse af frivillige. Vi har blandt andet startet en flot genbrugsbutik op, som omsætter omkring en million kr. om året. Herved kan vi hjælpe udsatte og samtidig skabe en frivillig arbejdsplads med fokus på motivation og trivsel”, siger Vivi Kjær.
De støtter i lokalsamfundet
Det er væsentligt for Græsted-Gilleleje, at de støtter så meget lokalt som muligt. Det er godt, at prisen også er med til at sætte fokus på de frivillige, som gør en stor indsats. Blandt andet har de en Vågetjeneste med over 20 frivillige, Nørklere og Integrationsaktiviteter.
”Vi har et potentiale for at samarbejde med andre organisationer i Gribskov samt kommunen selv og derved hjælpe flere sårbare mennesker. Vore frivillige gør et stort og dygtigt arbejde for Røde Kors, og samtidig skal det være sjovt og berigende at være frivillig. Dette er et teamarbejde.,” siger Vivi Kjær.
Vivi Kjær er 67 år, og i en stor del af hendes arbejdsliv har hun været direktør. Hun har tre børn og tre børnebørn. Hun interesserer sig for at rejse, gerne med vandring og cykling og samtidig møde andre kulturer, og så studerer hun fransk og internationale samfundsforhold.