”Jeg var omkring 25 år, første gang min ex slog mig. Jeg tog på krisecenteret, og der gik kun en time, så stod han dernede med en buket blomster og en legetøjslastbil til min søn, som jeg havde med en anden. Han var fuld af undskyldninger, og jeg var så dum, at jeg troede på det”, fortæller Heidi.

Mental nedbrydning
”Da jeg blev gravid med min datter, rørte han mig ikke fysisk, men psykisk. Han rakkede ned på mig. Alt var i vejen. Jeg var dårlig til at lave mad, dårlig klædt og en dårlig mor. Hans plan var altid at få mig helt ned under gulvbrædderne. Jeg vidste jo godt, jeg var en god mor, men så alligevel kom tvivlen, er det nu godt nok, det jeg gør? Den der indre slåskamp inde i mig, den var der hele tiden".

”En dag kom jeg hjem fra arbejde og kunne ikke forstå, at min dreng ikke kunne sidde ordentligt på et toilet. Så fandt jeg ud af, at han var rød, grøn og blå, og at min ex havde banket ham. Han var to år. Jeg fløj ind i stuen og hamrede ham på brystkassen og sagde, det der det gør du aldrig nogensinde igen. En ting er, at du slår på mig, men du slår ikke mit barn”.

Volden eskalerede
”Hans vold tog til med tiden, efter vi fik endnu en datter. Det var kvælertag og slag fra halsen og nedefter, for han var ret bevidst om ikke at give mig blå øjne. Jeg fik knytnæveslag i maven. Det var voldsomt. Min hjerne lukkede ned for at overleve. Ofte slog han mig foran børnene, og bagefter skubbede han mig ind i soveværelset, og så skulle der køres sex igennem, mens han nedværdigede mig verbalt”.

”En gang var han ikke tilfreds med nogle æbleskiver, jeg lavede, og så hamrede han til mig, så jeg fløj hen ad gulvet. I min tankeløshed flygtede jeg ind på børnenes værelse, og der stod han så og sparkede og slog løs på mig, og rev mit tøj af mig, mens børnene stod og på det. Børnene græd, og det var simpelthen så nedværdigende. Det gør så ondt, at børnene har set det. Han sansede ikke, at de var der. Han var sort i øjnene og der var helt lukket, når han fik de der anfald”.

Stilhed før storm
”Jeg kunne ikke forudsige, hvornår der lige pludselig ville ske noget. Hvornår bomben ville eksplodere. Det kunne være, hvis jeg ikke havde lagt vasketøj sammen, eller jeg ikke så til børnene, mens jeg lavede mad. Det værste var, når han pludselig blev tavs og hverken gjorde det ene eller det andet. Den der uforudsigelighed. Hvornår sker der noget? Hvorfor siger du ikke noget, hvorfor gør du ikke noget?”

Fanget i sit eget hjem
”Min hjerne kørte i højeste beredskab hele tiden. Jeg kunne aldrig slappe af og var nødt til hele tiden at finde mig i det, han udsatte mig for. Langt inde bag ved tænkte jeg, hvordan skal jeg komme væk fra det her? Hvad kan jeg gøre? Jeg var fanget i mit eget hjem. Han lavede skema til mig om, hvornår jeg skulle gøre det ene, og hvornår jeg skulle gøre det andet. Jeg måtte ikke tage ud og handle med alle børnene, fordi han var sikker på, at så ville jeg stikke af."

På krisecenter for at sove
”Han kunne vække mig, når jeg lå og sov og så skulle han ordne mig, enten på den ene eller den anden måde. Han voldtog mig eller kørte psykisk terror eller begyndte at slå på mig. Jeg har været på krisecenter fem gange for bare at få lov til at sove. Bagefter straffede han mig voldsomt. Sidste gang var han ved at skubbe mig ned af en trappe, og så turde jeg ikke tage på krisecenter igen. Jeg var bange for, at han ville slå mig ihjel, eller at det hele måske var min egen skyld. Det er den der psykiske nedbrydelse, der gør det”.

Sker ikke for mig
”Jeg var færdig. Jeg spiste ikke. Jeg sov ikke. Jeg vejede 57 kg i mange år. Jeg havde ingen appetit, fordi mit liv var, som det var. Du lever simpelthen i stress hele tiden. Og ingen andre vidste, hvor galt det stod til. Jeg holdt det hemmeligt. Fordi det var skamfuldt, at jeg ville lade mig udsætte for det her. Jeg vidste jo godt, at det var helt forkert. Jeg følte mig meget, meget alene. Jeg var magtesløs. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg havde aldrig i livet troet, at det her kunne ske for mig”.

Sidste gang
”Det var min værkfører og hans kone, der hjalp mig ud. Min ex kom, og de kunne fornemme, at jeg var bange. De sagde, at jeg kunne ringe til dem, når som helst og uanset hvad. Så der begyndte jeg i al hemmelighed at pakke ting og papirer sammen, selvom jeg var rædselsslagen. Volden blev værre og værre, og en dag angriber han mig så voldsomt, at jeg var bange for, at han slog mig ihjel. Så vidste jeg, at det var sidste gang”.

Endelig fri
”Endelig skulle min ex ned og hjælpe sin fætter, og jeg aner ikke, hvor jeg fik de kræfter fra, men jeg får ham overbevist om, at jeg skulle have bilen. Og så ringer jeg til min værkfører og siger, nu er det nu. Og jeg siger til min søn, nu tager vi afsted, og vi kommer aldrig hjem mere. Og jeg glemmer aldrig hans udtryk. Han sagde ’passer det, mor’? ’Er det rigtigt’? Vi kom på krisecenter og en halv time efter, så var min ex der. Jeg sad derinde på gulvet og rystede. Vi var på centeret i syv måneder, og der var vagter på, når jeg forlod centeret. Men der kom vi væk, der sluttede det, endelig kom jeg væk”.

Heidi lever i dag med psykiske ar på sjælen efter volden. I 2009 begyndte hun at dele ud af sine erfaringer ved at holde foredrag om hustruvold. ”Jeg kan ikke lave fortiden om, men jeg kan være med til at skabe debat og til at gøre en forskel, ud fra hvad jeg selv har været igennem”, siger hun.

Her kan du læse mere om Heidis foredrag: https://foredragsportalen.dk/heidi-christiansen/

I næste uge kan du høre Lisbeth fortælle, hvordan hun slap væk fra sin voldelige ex, som hun mødte, da hun bare var 17 år. Vi håber, du vil være med til at samle ind til mennesker som hende, der står uden et trygt hjem.