Tobias kendte næsten ikke til førstehjælp, da han reddede sin vens liv

Da Tobias' ven i november sidste år faldt om med hjertestop, bestod hans eneste førstehjælpserfaring af et 20 minutters langt kursus til svømning i fjerde klasse.

RASMUS DE BOER - D. 07 MARTS 2022

”Jeg havde næsten ikke noget erfaring med førstehjælp. Det var bare ren handling fra hoften!” Sådan fortæller Tobias, der november sidste år reddede familiens 66-årige ven. 

Tobias sad og så Netflix, da han pludselig hørte et højlydt bump fra værelset ved siden af. Straks fløj han ud af sin seng og løb derind. I værelset fandt han familievennen, som var faldet om på gulvet. 

Tobias fik lynhurtigt vendt ham om på ryggen – og med en fri hånd ringede han 112.

Alarmcentralen sagde, at han skulle tjekke alle former for symptomer. Men der var specielt én ting, der fangede hans opmærksomhed:

”Jeg havde hørt, at når folk besvimer, vender de det hvide ud ad øjnene. Men hans øjne stirrede bare lige ud i luften, og dér vidste jeg, at der var noget helt galt,” fortæller Tobias.

Tobias' ven havde fået hjertestop, og han gik i gang med hjertemassage.

På tidspunktet bestod Tobias’ eneste erfaring med førstehjælp af et lynkursus til svømning i fjerde klasse. Her havde han lært at lave hjertemassage og kunstigt åndedræt på en dukke.

Nu var det pludselig virkelighed! Da ambulanceredderne kom efter cirka syv minutter, bad de ham om at fortsætte hjertemassagen, fordi han gjorde det helt rigtigt. 

Seks hjerteløbere efter ti minutter

Da Tobias endelig kunne trække sig tilbage og lade redderne tage over, blev han mødt af et vildt syn: ”Inden for to minutter var der ankommet flere hjerteløbere med hjertestartere fra rundt omkring i området. Jeg tror, at der efter ti minutter stod fem-seks forskellige hjerteløbere, der hjalp til med at bære ham ned i ambulancen,” fortæller han.

Tobias' ven blev hurtigt kørt til akutafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor han blev behandlet. Hans øjeblikkelige handling har betydet, at vennen fortsat kan deltage i familiens arrangementer, og at de både har set ham til jul og nytår.

Kender du én, der har reddet et liv?

Hvert år får godt 5.200 danskere hjertestop uden for hospital. Chancen for at overleve er cirka tre gange større, hvis nogen giver hjertelungeredning indtil ambulancen når frem, og det er blot en af de mange måder, førstehjælpere redder liv.

Vi sætter fokus på den store forskel, det kan have for et andet menneskets liv, at man kan førstehjælp. Det gør vi bl.a. ved at uddele en årlig førstehjælpspris til en særlig indsats.

Kender du en, der har ydet førstehjælp og reddet en andens liv? Så kan du indstille personen her

Hvis du er kommunikationsfrivillig og vil hjælpe os med at fortælle de gode førstehjælpshistorier, har vi lavet en skabelon, du er velkommen til at dele i relevante FB-grupper.