Temauge i Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på og sender stor tak til vågerne

Ingen skal dø alene. Sådan lyder det efterhånden velkendte motto for Vågetjenesten i Røde Kors, og det synes Kræftens Bekæmpelses også er en vigtig sag. Der er lige afholdt temauge i Kræftens Bekæmpelse om Den gode sidste tid, hvor Vågetjenesten var en af emnerne.

Foto: Marie-Louise Munkegaard
MATIAS CHRISTENSEN - D. 16 OKTOBER 2024

"Vi var alle meget imponerede over de frivillige. Hvor er de bare gode. Det er et fantastisk arbejde, de gør. Det må være mentalt udmattende nogle gange, og det er virkelig beundringsværdigt, at folk stiller sig til rådighed på den måde," siger Rikke Hovn Poulsen, planlægningsredaktør for Kræftens Bekæmpelse, som har været med under temaugen.

Ikke nok med, at vågetjenesten er imponerende, de har nemlig også et stort overlap i, hvem de hjælper, med Kræftens Bekæmpelse. Derfor gav det god mening at inddrage vågetjenesten i temaugen.

”Vi arbejder meget med at bekæmpe ulighed. De velstillede har ofte et netværk, men dem, der står alene, har brug for hjælp. Det er her, Vågetjenesten gør et fantastisk stykke arbejde,” siger Rikke.

Et samarbejde, vi er glade for

Et godt samarbejde med andre organisationer om at sprede vores gode budskaber i fællesskab er altid en god ide. Derfor er vi altid klar til at stille op til gode samarbejder med organisationer som Kræftens Bekæmpelse.

"Det er rigtig vigtigt for os at formidle budskabet om vågetjenesten, og her er samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse værdifuldt. Når vi samarbejder, bliver tilbuddet om vågetjenesten bredt endnu længere ud. Jo flere, der kender til os, jo færre vil stå alene i deres sidste tid,” siger Alexandra Dessoy, der er udviklingskonsulent for Vågetjenesten.

En ofte lidt overset del af Vågetjenesten er ulighedsbekæmpelsen, der også ligger i arbejdet som våger. Selvom en stor del af det er at aflaste pårørende, er der ca. 5.000 danskere, der hvert år dør alene, og selvom vi ikke kan være ved alle, da nogen måske dør pludseligt eller har så lidt kontakt med omverdenen, at det først opdages, når det er for sent, bestræber vi os stadig på, at ingen skal dø alene.

"Vågetjenesten kan også ses som en indsats mod ulighed. Mange af dem, der dør alene, er uden pårørende eller lever i ensomhed. Vågetjenesten træder til for at skabe tryghed, både for den døende og for de pårørende, der måske er usikre eller bange for situationen. Mange mennesker har aldrig stået i en lignende situation, og her kan en våger med ro og erfaring gøre en stor forskel,” siger Alexandra Dessoy.