Midt i aftensmaden drypper der pludselig tårer ned på spisebordet. ”Det føles som om, at de andre i klassen ikke ser mig”, som om jeg er helt forkert”, siger den ene hovedperson i De Usynlige, Sofia, der spilles af Luise Kirsten Skov.

Følelsen af ensomhed er stigende blandt børn og unge. Med De Usynlige er Teatergrad og Røde Kors gået sammen om at skabe en interaktiv forestilling, der sætter fokus på ensomhedsfølelsen og skaber grobund for fællesskaber, der kan bekæmpe ensomhed hos børn. 

Når man ser rundt i en skoleklasse, kan det umiddelbart se ud som om, at der er et fællesskab, men der kan sagtens være elever, som føler sig ensomme i fællesskabet. At føle sig ensom handler nemlig ikke kun om at have relationer, men om at have nære relationer, og her kan et par stykker være tilstrækkeligt for en elev, mens en anden elev har brug for mange nære relationer.

Hvis man som lærer vil tage fat om ensomhed/manglende fællesskab, kan det imidlertid være svært, da tabu og stigma fylder. De færreste børn fortæller  nemlig åbent om det, hvis de føler sig ensomme. 

Forestillingen De Usynlige giver børn et fortroligt rum til at reflektere over ensomhed. Det giver børnene handlerum både til at spotte de klassekammerater, der begynder at trække sig fra fællesskabet og giver den elev, der måtte føle sig ensomhed styrke til at gøre opmærksom på sine følelser.

I forestillingen følger vi Sofia, der har mindre og mindre lyst til at gå i skole. Det hele var ellers startet godt da Sofia begyndte i skole: Masser af venner, god i skolen, succes på danseholdet og der ingen grænser for den kreative udfoldelse på fritidshjemmet. Men nu er hendes bedste veninde stoppet i klassen og hun føler sig ensom. Sofia har svært ved at tale med venner, lærere og forældre om, hvordan hun har det. En klokke begynder at ringe for hendes indre øre, den bliver kraftigere og kraftigere. Er der mon andre der også kan høre den klokke?

Teatergrads teaterstykke tager hul på den svære snak. Skuespillerne involverer eleverne og inviterer til medskabelse og aktiv indlevelse. Den fiktive fortælling gør det lettere for eleverne at snakke om svære emner/følelser, da udgangspunktet er karakterernes følelser frem for elevernes egne følelser. Ligesom den medskabende rolle i teaterstykket styrker elevernes empatiske evner – deres evne til at sætte sig i andres sted.