Tal med de mindste skolebørn om ensomhed

Nu får de yngste skolebørn og de voksne omkring dem bedre mulighed for at forebygge ensomhed.

Topper taler med en dreng om ensomhed
MORTEN SCHWARZ LAUSTEN - D. 20 NOVEMBER 2024

”Vi kan ikke være bekendt, at så mange børn og unge føler sig ensomme. Der er behov for at gøre mere. Vi skal åbne fællesskaberne i foreningslivet og i skolerne og gøre de unge opmærksomme på, at de skal hjælpe hinanden og se, om der er en, der føler sig udenfor,” siger generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors.

De fleste har på et eller andet tidspunkt prøvet at føle sig alene og udenfor. For mange er følelsen forbigående og kortvarig, men for andre bliver det en vedvarende følelse, der kan få alvorlige konsekvenser igennem hele livet. Ensomhed er et stort og stigende samfundsproblem og for mange skamfuldt at tale om.

Det vil det nye dannelsesprojekt Ensomhed og fællesskab ændre på med film, sang og undervisnings- og aktivitetsmaterialer, der er målrettet de 6-10-årige.

- Som barn følte jeg mig tit ensom. Jeg følte mig alene og udenfor fællesskabet, siger Sigurd Barrett, der har skrevet og komponeret titelsangen til projektet.

Sangteksten kom let til ham. Den garvede musiker og entertainer er i dag 57 år, men kan stadig genkalde sig følelsen.

- Det er godt nok noget, der kan gøre ondt i hjertet – også mange år efter, siger Sigurd Barrett.

Fokus på aktiviteter

De to nysgerrige tøjdyr Snapper og Topper taler i projektets film med børn og deres lærer om, hvad ensomhed er, og hvordan det opleves, men også hvordan man kan invitere andre ind i fællesskabet.

Undervisningsmaterialet, der er til indskolingen (6-10 år), har et særligt fokus på aktiviteter.

Formålet er at styrke sammenholdet og fællesskabet i klassen. Der er masser af lege, samarbejdsøvelser og krea-projekter og er målrettet lærere, pædagoger, de frivillige ledere i børne- og ungdomsorganisationerne, idrætsorganisationerne og alle andre, der gerne vil sætte fokus på ensomhed og fællesskaber i deres arbejde med børn.

Alle projektets materialer kan ses og downloades på www.ensomhedogfællesskab.dk.

Et fælles ansvar

Projektet ’Ensomhed og fællesskab’ er blevet til i et partnerskab mellem Røde Kors og Danmarks Kirkelige Mediecenter, DKM, der har produceret. Materialerne er udviklet i samarbejde med lærere og frivillige ledere, der arbejder med børn i fællesskaber. 

 

Se Ensomhed og fællesskab her

Projektet er finansieret af Y’s Men Region Danmark.

Materialerne er produceret af DKM, der står bag en række formidlings- og undervisningsprojekter til børn og unge.