Stor tak til alle besøgsbutikker!

Et samarbejde mellem Åben Virksomhed og Røde Kors har betydet, at skoleelever har haft mulighed for at komme helt tæt på genbrugsmaskinrummet.   

 

Foto: Niels Hougaard, DA
CARINA SIMONS - D. 24 FEBRUAR 2025

Hvad er et tekstil? Og hvordan kan man bruge det til et lave et nyt produkt? Alt det og meget mere er skoleelever over hele landet blevet klogere på med undervisningsforløbet ’Skab bæredygtig mode – designprocesser og upcycling’. Som en del af forløbet skal skoleklasserne på besøg hos en virksomhed, der beskæftiger sig med bæredygtig mode, og mange Røde Kors-butikker har allerede haft besøg. To af dem er butikkerne i Lyngby og Rødovre.

”Det er meget givende at få besøg af spørgelystne unge mennesker. De er meget ivrige og interesserede i genbrug, så det er en fornøjelse at have dem” siger Rena Bøgh som er butiksleder i Røde Kors’ genbrugsbutik i Lyngby.

I Rødovre har de haft besøg af en 7. klasse, og de glæder sig allerede til det næste besøg, fortæller butiksleder Preben Lindekron.

Et tøjstativ siger mere end tusind ord  

Besøgene er også en oplagt mulighed til at lære mere om de unges indkøbsvaner. ”Det handler om at lære at forstå de unge. Hvor er de henne kontra de frivillige” forklarer Preben.

Inden butikken i Rødovre fik besøg, satte Preben et tøjstativ op og spurgte de frivillige: ”Hvis I kom ind her, hvad ville I så købe?”. Da eleverne kom, bad han dem om det samme, og resultatet var to vidt forskellige tøjstativer.

”På den måde fik vi viden om, hvad de unge ville købe, og hvordan det er forskelligt fra, hvad de frivillige ville købe,” fortæller han.

Nysgerrige teenagere

Rena og butikken i Lyngby har haft stor glæde af skolebesøgene, og hun fremhæver elevernes gåpåmod som særligt opløftende.

”Det er sjovt at se og opleve unge mennesker gå til opgaven med entusiasme,” siger hun. Hun understreger dog også, at besøgets varighed skal tilpasses målgruppen. ”Besøget skal ikke vare mere end max 1 1/2 time, da teenageres attention span ikke er så langt”.

Også Preben og de frivillige i butikken i Rødovre har haft en god oplevelse med at have elever på besøg. Det er den enkelte genbrugsforretning, der strikker besøget sammen, og Preben fortæller, at eleverne både fik indsigt i upcycling og Røde Kors’ arbejde generelt og særligt et aspekt gjorde stort indtryk på de unge.

”Eleverne reagerede med store øjne, da de hørte hvor meget ressourcebesparelse, der er i forbindelse med genbrug” fortæller Preben.

Blot en butik som alle andre

Støvet og gammel. Sådan er der stadig unge, der tænker om genbrugsforretninger, og Preben forklarer, hvordan besøget også var en øjenåbner for mange af eleverne.

”Eleverne var overraskede over, at selvom det var en genbrugsbutik, så lugtede der ikke gammelt. Det var jo bare en almindelig butik, som de sagde”.

Efter besøget henvendte flere af eleverne sig til butikken i Rødovre med et ønske om at engagere sig i Røde Kors. Besøget skaffede derfor ikke kun nye genbrugsambassadører men potentielt også nye frivillige. 

 

Skal din lokale genbrugsforretning også være med? Eller er du endnu mere nysgerrig på, hvad et skolebesøg indebærer? Så læs mere her  eller kontakt skoletjenesten@rodekors.dk.

Nyheder

  • Kommende kurser i psykisk førstehjælp i Skanderborg, Roskilde og Sønderborg
  • Oplæg om ”Udviklende øjeblikke i frivilligt socialt arbejde” i Aarhus
  • Vil du med på grundkurset i Medmenneskelighed i praksis i København?
  • Tilmeld dig onlinekursus i Medmenneskelighed i praksis i september!
  • Bliv pantsamler og få en gratis billet til Syd for Solen-festival til august