Skoleelever skal jagte viden om vacciner

Jagten på vacciner er et nyt, aktuelt undervisningsmateriale, der lærer skoleelever om vaccineres betydning for folkesundheden i Danmark og ude i verden.

Røde Kors-frivillig hjælper til ved med mæslingevaccination på skole i Kathmandu, Nepal. Foto: IFRC
- D. 27 APRIL 2021

Mange lande i verden har ikke adgang til de samme vacciner, som vi har i Danmark. Og som konsekvens dør mange mennesker hvert år af sygdomme, der næsten er udryddet i Danmark. Det gælder fx børnesygdommen mæslinger, som alene i 2018 kostede 140.000 mennesker livet, og heraf var de fleste børn under 5 år.

Det nye undervisningsmateriale som forlaget Alinea udgiver sammen med Røde Kors, medicinalvirksomheden MSD, Børns Vilkår og en række fagpersoner fra Panum Instituttet og Medicinsk Museion vil bevidstgøre eleverne om, den store betydning vacciner har haft for at bidrage til at sikre folkesundheden i Danmark og ude i verden.

Med forskellige formidlingsformer (billeder, video, artikler og dilemmaspil) får eleverne indsigt i, hvordan vacciner udvikles og virker som et vigtigt middel til at undgå en lang række sygdomme lige fra pest og kolera til polio og mæslinger og nu også Covid-19.

Desuden er der et spændende afsnit om historien bag udviklingen af vaccinen.

Et af de fem kapitler i undervisningsmaterialer er omhandler Røde Kors’ store indsats i vaccinationsprogrammer ude i verden.

Her sættes også fokus på, hvordan adgangen til vacciner ikke er lige fordelt i verden. Og eleverne møder både generalsekretær Anders Ladekarl og tidligere Røde Kors-delegat Rikke Dalsted (i dag leder af Sundhedsklinikken), der bl.a. fortæller om udfordringerne med distribution af vacciner i tropiske egne. Et andet kapitel sætter vigtigt fokus på, hvordan fake news kan være med til at opbygge mistro mod vacciner og deres virkninger.

Samlet set er forløbet endelig med til at kvalificere elevernes forståelse af egen sygdom og risiko for selv at blive smittet samt at smitte andre.

Fakta

  • Materialet er målrettet fagene: biologi, geografi, historie og samfundsfag
  • Klassetrin: 7., 8. og 9. klasse
  • Materialet er gratis for skoler at anvende, men det kræver Unilogin (som alle skoleelever og lærere har) for at anvende det.
  • Jagten på vacciner findes her (kræver Unilogin)