For Preben Søegaard Hansen handlede det om at skrive en samlet fremstilling af Røde Kors historie fra begyndelsen og til i dag. Han var interesseret i spørgsmål som: hvilken betydning har præsidenten for Røde Kors udvikling, hvilke udviklingslinjer er der i forhold til foreningens folkelige forankring og hvilke milepæle er der i Røde Kors historie?

Det er blevet til spændende læsning om hvordan Røde Kors er blevet til den forening vi kender i dag. Preben Søegaard Hansen tilstår, at han fandt Røde Kors rolle under Anden Verdenskrig enormt interessant, fordi foreningen kom til at stå i mange dilemmaer der.

Det var nysgerrigheden der drev Preben Søegaard Hansen til at skrive fortællingen om Røde Kors, som også var det sted han selv var ansat i mange år. Det vil nok ikke være forkert at gætte på, at han fik lyst til at lære sin tidligere arbejdsplads grundigt at kende, og den viden giver han videre i bogen.

Dødsdømte modstandsfolk blev reddet

Det lykkedes Røde Kors at redde syv dødsdømte modstandsfolk under Anden Verdenskrig ved at gå i forbøn for dem hos den tyske værnemagt. Det kunne Røde Kors, fordi de havde erklæret sig neutrale under krigen.

Det var ikke lige velset alle steder, at Røde Kors var neutral i de fem forbandede år, for mange mente, at man skulle tage afstand fra fjenden. For Røde Kors handlede det også om at kunne yde hjælp til modstandsfolk.

Røde Kors stod også for at organisere pakketransporterne til fangerne. Det kunne kun foregå i et eller andet samarbejde med tyskerne. Johan Bülow, der var præsident under krigen, havde tidligere sagt til Røde Kors, at foreningen skulle følge de humanitære krav og ikke skelne mellem ven og fjende.

Nej til Røde Kors’ anmodning om at stå for internering af tyske flygtninge.

Efter krigen tilbød Røde Kors at stå for lejrene der skulle huse de cirka 200.000 tyske flygtninge. Det afslog regeringen. Røde Kors måtte kun stå for de lejre der skulle huse allierede flygtninge, for eksempel estere, lettere og litauere.

De tyske flygtninge skulle bag pigtråd og bevogtes af bevæbnede vagter. Det er i eftertiden blev dokumenteret, at de tyske flygtninge levede under kummerlige forhold.

Efter krigen blev Kai Hammerich præsident for Røde Kors. Han havde været en del af modstandsbevægelsen, og han var kendt for at havde sine meningers mod, og ikke være bange for at udbrede dem i den offentlige debat.
 
Neutralitet er også mad til fjendens børn

Slesvigsk Forening henvendte sig til Røde Kors, fordi de havde problemer med at give mad til sultne tyske børn, som en del af deres bespisningsprogram. Den opgave påtog Kai Hammerich og Røde Kors sig.

Det var et lignende problem Red Barnet stod i. En del børn, der havde det værre end de danske, kom til Danmark og fik mad. Foreningsmæssigt var det ikke så nemt Red Barnet at give mad til børn der kom fra Østrig, Ungarn, Bulgarien og Tyskland. Disse lande havde været fjender under krigen. Den opgave påtog Røde Kors sig også.

Der er siden krigens afslutning opstået kritik af Den Internationale Røde Kors Komité i Genéve for ikke at udnytte sin fortalerrole til at gøre verden opmærksom på de forbrydelser mod menneskeheden, som nazisterne begik i koncentrationslejrene.

I 1917 blev Røde Kors en folkelig forening

Frem til 1917 var Røde Kors’ ledelse selvsupplerende. Det vil sige, at den valgte sine egne medlemmer. I 1917 begyndte Røde Kors at blive foreningsstyret. Frem til 1992 var det hovedbestyrelsen der valgte præsidenten, men derefter blev det landsforeningen der valgte hvem der skulle bestride posten.

Det er afgørende hvilken slags person præsidenten er for hvad han eller hun har af handlekraft for hvordan foreningen udvikler sig. I de situationer hvor præsidenten ikke har virket er foreningen gået i tomgang. I andre situationer hvor præsidenten har turdet at sætte en dagsorden, så er der næsten sket revolutioner, fortæller Preben Søegaard Hansen.

Præsidenten tegner Røde Kors udadtil på nationalt og internationalt plan i samarbejde med generalsekretæren.  Han eller hun udstikker i samarbejde med hovedbestyrelsen også de retningslinjer generalsekretæren skal arbejde ud fra i forhold til det nationale og internationale arbejde. Præsidenten har stor magt, men præsidenten har også et stort ansvar, faktisk ansvaret for alt Røde Kors i Danmarks arbejde.