Det er aften. Det er blæsende. Det er koldt - men der er heldigvis godt med hjertevarme til at få temperaturen et par grader op. Lokationen er Grindsted. Nærmere bestemt Grindsted Frivillighus, hvor en sværvægter står i døren. Skægget er langt, og det samme er håret, der kommer til syne under en mørk sixpence og samles i en hestehale, der hænger ned langs ryggen af overdelen på en rød træningsdragt. En overdel, der fyldes godt ud af brede skuldre. Blikket fra manden i døren er søgende og vurderende. Han ved ikke, hvad aftenen vil bringe, men det er tydeligt, at han er klar. Klar til medmenneskelighed og omfavnelse.

Hvis vi ser bort fra omfavnelse og medmenneskelig kunne scenen have udspillet sig i de fleste større byer på en klichefyldt natklub. men vi er ikke i nogen særlig stor by – og heller ikke på natklub. Vi er – som nævnt før - i Grindsted, og Ask, som manden i døren hedder, er ikke dørmand. Han er formand. Formand i Røde Kors Grindsted, og placeringen i døren skyldes, at han sammen med sine gode medfrivillige og andre lokale kræfter står klar til at invitere flygtninge fra Ukraine til et kærkomment afbræk fra en tid præget af kaos, usikkerhed, bekymring og sorg.

”Jeg var inviteret med til et møde af kommunen, hvor der blev drøftet, hvilke tiltag vi lokalt kunne gøre,” forklarer lokalformanden.

Og i Grindsted er der ikke langt fra tanke til handling, så den efterfølgende torsdag åbnede én Røde Kors-café for flygtninge fra Ukraine. Og det en velbesøgt en af slagsen. Vi besøger caféen på tredje åbningsdag, hvor der er +50 flygtninge, en lang række Røde Kors-frivillige og andre lokale kræfter, der er klar til at hjælpe. Blandt sidstnævnte findes en ældre herre i 70’erne, der tørt konstaterer:

”Jeg havde hørt, at der var kaffe og kage. Det ville jeg ikke gå glip af”.

Sætningen akkompagneres af et blink og et skulderklap, der signalerer, at kaffen og kagen hverken var det reelle trækplaster eller drivkraft. Det handlede mere om en lyst og vilje til at hjælpe medmennesker i en akut situation. Om engagement for en sag. Og han er ikke den eneste ildsjæl i frivillighuset denne aften. De lokale Røde Kors-folk kan med al tydelighed noget helt særligt!

Frivillighuset er som de fleste forsamlingslokaler rundt omkring i landet – ret røvsygt. Men hvad gør det, når sagen er god. I Grindsteds frivillighus er der masser af plads fordelt på flere større lokaler. I et af lokalerne er der larm, lyse stemmer, legetøj og børn. Børn, som tumler glade rundt og leger sammen med de frivillige og mødrene, der enten aktivt deltager i legen eller betragter deres børn med et lille smil og en lille snert af fortrøstning og ro i blikket. Hos børnene er der – meget lykkeligt - ikke nogen synlige tegn på, at de netop har forladt deres hjemland, hvor bomber falder og efterlader materielle skader og lig.  

Alvoren af situationen i Ukraine fylder til gengæld i et andet lokale. Her er stemningen anderledes – men også håbefuld og præget af omsorg og nærvær. I den ene ende af lokalet står fire-fem frivillige og taler internt. ”Hvem har styr på kaffen?”, ”Hvad gør vi når….?”, kan vi…..?”, ”Hvornår er man frivillig? Skal de lokale, der hjælper her og nu have frivilligaftaler?”.

Spørgsmålene er mange. Det er en ny virkelighed og en ny hverdag. Selvfølgeligt særligt for flygtningene fra Ukraine, men altså også for den lokale Røde Kors-afdeling, der ikke tidligere har haft migration og integrationsindsatser.

”Men jeg håber og tror, at det her kan være begyndelsen til noget mere permanent,” siger Anne, der er sekretær og frivillig kommunikationsansvarlig i afdelingen.

”Min fødselsdag skal holdes i Ukraine”
Blandt de mange ukrainere på caféen er der flere, der har boet fast i Danmark i mange år. Flere huser nu familiemedlemmer og venner og bekendte, der er flygtet fra krigen. Alene bedømt på udseende kan det være svært at skelne mellem, hvem der for ganske kort tid siden er ankommet, og hvem, der har boet i Danmark i flere år, men hvad udseendet ikke fortæller, gør udstråling. For blandt de fastboende er skuldrene ikke trukket op, blikket flagrer ikke, og når de kigger på deres mobil, er det ikke med samme bekymrede mine, som hos deres landsmænd. De griner også og forsøger at få talt med de mange nyankomne, der for ganske kort tid siden befandt sig i Ukraine og altså nu befinder sig i Region Syddanmark.

Og til trods for at det langt fra er frivilligt, at Grindsted pt er deres lokalområde, er det måske ikke det værste sted at være lige nu og her. Regionen var ved årsskiftet den region med næstflest herboende ukrainere. Det skyldes i høj grad, at der i regionen er meget landbrug, og i landbruget er der mange ukrainere. Heriblandt Natalija, der har boet i Danmark siden 2008 sammen med sin mand, og i dag taler et godt dansk og har to piger, der er født og opvokset i Danmark. Natalija er taget til caféen sammen med sin søster, der er flygtet fra Ukraine og nu bor hos Natalija - og så har hun sin gode veninde Yana med, der også har boet en årrække i Danmark. Yana har også fået besøg fra hjemlandet efter krigens start. I øjeblikket har hun en gammel skoleveninde boende, som er flygtet til Danmark. 

”Jeg er rigtig glad for Danmark. Det er her, vi skal bo, men det er ikke sådan de mange, der netop er kommet til landet tænker. Min søster siger dagligt, at de vil hjem. Hellere i dag end i morgen, men hun ved nok godt, at det ikke er realistisk,” forklarer Natalija, der er glad for at kunne hjælpe søsteren og hendes mand, men som også fortæller, at det er lidt af en omvæltning.

”Vi er ved at blive skøre af hinanden allerede,” griner Natalija højt og kigger over på sin veninde Yana.

Yana bryder sammen af grin. Der er en indforståethed blandt de to, og det er tydeligt, at de er tætte – og også tydeligt, at de har et overskud at give ud af. For selvom de ikke er Røde Kors-frivillige  bidrager de til at løfte stemningen og prøver at gøre deres for de mange flygtninge, der sidder samlet i grupper rundt omkring i frivillighuset.

Natalija og Yana taler meget og griner både højt og ofte. For udefrakommende kan det måske virke en anelse malplaceret, men der er et formål og en klar agenda for de to:

”Vi skal grine. Vi skal smile. Det er forfærdeligt nu og her, men der kommer et ”efter”. Vi bliver nødt til at være positive. Vi kan være med til at få tankerne lidt væk fra de forfærdelige ting, der sker i vores hjemland. For dem, der lige er kommet til landet, tror jeg, det er meget vigtigt”, siger Yana.

Begge har fortsat store dele af familien boende i Ukraine, og det fylder – og når tanker kredser om familien, sænkes stemmelejet, og smil falmer:

”Det er svært. Begge mine forældre er stadig i Ukraine. Dem får jeg aldrig væk. De vil ikke flygte, og jeg kan ikke gøre noget for at overbevise dem, forklarer Natalija om sin mor og far, der bor i Zjytomyr cirka 150 kilometer fra hovedstaden Kiev.

Mens Natalija fortæller om forældrene lister en tåre sig frem i øjenkrogen. Selvom hun bor små 2.000 kilometer fra forældrene i Zjytomyr, føles krigen alligevel ganske tæt på.

Men Natalija ser på krigen og den nuværende situation på samme måde som veninden Yana: Der er et ”efter!” – og det efter kommer snart, hvis det står til Natalija:

”Jeg fylder 35 til juli – og jeg har planlagt at holde fødselsdag i Ukraine. Og den plan holder," lyder det bestemt.

”Jeg vil være frivillig i Røde Kors”
Uden for frivillighuset får vi en snak med Ulla, der får sig en smøg. Hun er en af de mange lokale, der med stort gåpåmod har kastet sig over hjælpearbejdet i Grindsted. For hende er det vigtigt, at vi signalerer anderledes end ved tidligere flygtningestrømme. Senest i 2016 hvor de fleste af os nok husker billederne fra jyske motorveje, teltlejre og smykkekonfiskering:

”Vi har tidligere begået så mange fejl, når mennesker er kommet til landet fra krig. Nu er det tid til, at vi gør noget rigtigt, og det vil jeg gerne være med til,” siger Ulla, der grundet en nervesygdom er havnet på en førtidspension.

”Men det går fremad, og jeg har mere overskud end tidligere – og det vil jeg gerne bruge til denne her sag. Det er vigtigt,” siger hun og fortæller, at hun nu også har mod på at kaste sig over andet frivilligt Røde Kors-arbejde.

"Jeg har altid haft et socialt engagement, og nu hvor jeg er et sted i mit sygdomsforløb, hvor der er energi og overskud, vil jeg helt sikkert kaste mig over frivilligt arbejde,” siger Ulla.

Det er formanden, Ask, glad for at høre. Han har generelt været meget imponeret over den lokale opbakning.

”Det gør mig glad. Det gør det da helt sikkert. Det er flot at se, hvor mange, der er klar til at bidrage. Og samtidig rigtig flot at se, at vi rent faktisk kan gøre en forskel," siger han og understreger, at de mange ukrainere i caféen ikke er afgørende for caféens berettigelse:

”Havde vi hjulpet bare en, havde det været det hele værd. Og derfor fortsætter vi også arbejdet så længe, der er et behov," siger formanden, som godt et år efter sin indtræden på formandsposten har fået rigtig meget at se til.

”Men jeg har heldigvis Anne," forklarer han og henviser til sin ”sekretær”, der er god til alt det, Ask ikke selv er så meget for:

”Vi supplerer hinanden rigtig godt. Alt det formelle, der skal klares: mails osv. er ikke noget jeg er særlig god til, eller synes er sjovt, men der er Anne bare helt suveræn,” lyder det anerkendende fra den sympatiske ”dørmand” fra Grindsted.

Det er Yana og Natalija glade for:

”Jeg havde ikke regnet med al den hjælp og støtte. Det er meget rørende, og det gør mig glad. Jeg kan huske, hvordan syrerne blev modtaget. Det var noget helt andet, og jeg er meget glad for, at mine landsmænd ikke skal kæmpe samme kamp. Det er ikke nu, du har overskud til at kæmpe mod systemet. Det er nu systemet skal kæmpe for dig,” siger Natalija kort før caféens lukketid.