Røde Kors byder Hans Majestæt Kongen velkommen tilbage som protektor

Det er med stor glæde, at vi modtager nyheden om, at H.M. Kong Frederik bliver protektor for Røde Kors i Danmark. 

Hans Majestæt Kongen var med Røde Kors i Bangladesh i 2018, hvor besøget bl.a. gik til verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar. Foto: Jakob Dall.
ANNE FAIGH RYDELL - D. 30 MAJ 2024

”Vi er meget taknemmelige for det fortsatte engagement i vores arbejde”, siger præsident for Røde Kors i Danmark, Jette Runchel.

Kongen overtog i 2018 hvervet som protektor for Røde Kors efter sin far, Prins Henrik, og har altid vist stor interesse for organisationens arbejde, fortæller præsident for Røde Kors i Danmark, Jette Runchel: 

”Uanset om det har været på besøg i vores operationer ude i verden eller til arbejdsmøder på vores landskontor, så har vi mødt en engageret og involveret majestæt. Derfor er vi meget taknemmelige for det fortsatte engagement i vores arbejde og den opmærksomhed, som Kong Frederik som protektor er med til at rette mod vores indsatser internationalt og herhjemme”, siger Jette Runchel. 

Kongen har tidligere besøgt nogle af Røde Kors’ projekter rundt omkring i verden, bl.a. i Nepal efter jordskælvet i september 2015 og i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, Cox’s Bazar, i april 2018 og har ved flere lejligheder besøgt Røde Kors’ sociale aktiviteter i Danmark. 

”Kongen og Kongehuset nyder meget stor opbakning i den danske befolkning, og det skaber stolthed og glæde hos vores 40.000 frivillige, at Kongen med sin protektion viser sin opbakning til Røde Kors i Danmark og vores indsatser til gavn for dem, der har mest brug for hjælpen”, siger Jette Runchel. 

Nyheder

  • Vil du gøre en forskel som frivillig? Tag det første skridt med kurset Medmenneskelighed i praksis
  • Politikere til civilsamfund: Ryk direkte i fængsel - i skal være med til at forebygge
  • Fokus i vores eksterne kommunikation – juli og august 2025
  • Fælles pengehåndtering (sedler og mønter)
  • Kommende kurser i psykisk førstehjælp i Skanderborg, Roskilde og Sønderborg