Qnet som nyt nationalt venskabsprojekt: Skal din afdeling være med til at støtte?

Qnet er i 2024 et af de nye nationale venskabsprojekter, I kan støtte med overskuddet fra jeres afdeling. Qnet startede som et pilotprojekt i 2003 og har siden udviklet sig meget.

MATIAS CHRISTENSEN - D. 20 JUNI 2024

Qnet matcher kvinder med frivillige, der kan støtte i den svære overgang fra, at kvinderne forlader et krisecenter, til de kommer på plads i egen bolig. Mange kvinder og børn må flytte til en anden kommune for at komme væk fra volden og står helt alene uden netværk.

Men en frivillig fra Røde Kors kan hjælpe med at strukturere hverdagen og være en samtalepartner, kan være bisidder i retten, eller hjælpe med at finde flere tilbud til at komme videre fra sin voldelige relation. Kvinderne og børnene kan også deltage i aktiviteter med andre kvinder og børn, der står i lignende situationer.

”Når man har været udsat for vold i en nær relation, føler man oftest en afgrundsdyb ensomhed. Jeg talte med en kvinde, der sagde, at hun havde to personer i sine kontakter på telefonen, som ikke fik penge for at tale med hende,” sagde Mia Falconer, der er program- og projektleder i Røde Kors, til det digitale medie Socialt Indblik, som har skrevet flere artikler om Qnet.

”Måske har man også børn, der savner far og deres gamle omgivelser. Ensomhed kan føles værre end vold. Det kan derfor være årsagen til, at man siger: ‘Jeg kan godt overleve at skulle navigere i et voldeligt forhold’,” siger Mia til Socialt Indblik.

En succes i udvikling

Qnet havde i 2022 270 frivillige, der hjalp 655 kvinder og børn. I 2023 var der hele 340 frivillige, der hjalp 815 kvinder og børn. Med den positive udvikling fra år til år og tilbagemeldingerne fra deltagerne, ses det tydeligt, at Qnet virkelig er en kæmpe hjælp for deltagerne.

”Hvis Qnet ikke havde været der, så tror jeg, at jeg ville have været helt fortabt. De har hjulpet mig til at stå på egne ben og klare alle de ting, jeg kan i dag,” siger en af kvinderne, der har deltaget i Qnet.

94 pct. af kvinderne i Qnet siger, at de føler sig bedre i stand til at ændre sin livssituation i en positiv retning, men selvom Qnet er en kæmpe hjælp, bliver omkring 118.000 kvinder i Danmark hvert år udsat for fysisk eller psykisk partnervold, og vi kan stadig hjælpe mange flere. Det arbejde kan dig og din afdeling nu støtte igennem de nationale venskabsprojekter.

Støt Qnet her

Læs mere om venskabsprojektet, eller læs artiklerne fra Socialt Indblik om Qnet og Fra Bolig til Hjem

5 tiltag, Røde Kors mener, skal lovsikres.

Alle voldsudsatte skal sikres hjælp til at finde en bolig og etablere et hjem

Alle voldsudsatte skal tilbydes økonomisk opstartshjælp

Alle voldsudsatte, også børn, skal tilbydes psykologbehandling

Alle voldsudsatte skal tilbydes efterværn fra civilsamfundet

Alle voldsudsatte skal kende til muligheder for hjælp og til deres rettigheder