Pårørendestøtte sender Svend til mandeklub

Svend er en ældre herre og et godt stykke op i 80’erne. De seneste mange år har han været fuldtidsplejer for sin demente kone. Egne behov blev tilsidesat. Der var ganske enkelt ikke tid. Ikke før Svend fik kontakt med Røde Kors aktiviteten Pårørendestøtte.

Svend har de seneste mange år været gift med en dement. Det har været hårdt, men med pårørendestøtte blev tilværelsen lidt lettere. På den ene billede ses Svend sammen med Røde Kors-frivillig i Pårørendestøtte Emma.
KRWIL - D. 12 AUGUST 2020

”Jeg blev nødt til at være klar hele døgnet. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg kunne slappe af. Det var hårdt. Det var det.”

Ordene kommer fra Svend. Han reflekterer over, hvordan tilværelsen har været de senere år. Svends kone blev ramt af demens for 7-8 år siden. Det var begyndelsen på et nyt liv for begge. Tæppet blev brutalt og pludseligt revet væk under ægteparret, og de måtte indstille sig på en helt anden pensionisttilværelse, end den de oprindeligt havde i tankerne. Det var i forbindelse med planlægningen af en større fest, de opdagede sygdommen hos Birthe. Logistik og planlægning, der tidligere blev klaret som en selvfølge, gav nu anledning til en masse bøvl og frustrationer. Noget var, som det ikke plejede, men det var svært at sætte en finger på, hvad det var, der pludselig gav så mange problemer og udfordringer. Til sidst fandt de frem til at Birthe var blevet ramt af demens.  

Birthe var bange, og da hun fik diagnosen, var reaktionen et nødråb til Svend:

”Du må ikke sende mig på et plejehjem. Vi skal være sammen. Jeg dør, hvis vi ikke er sammen.”

Svend havde ingen intentioner om at svigte sin kone. Han er en handlingens mand. Møder du modgang, kæmper du. Og Svend var klar til kampen. Selvfølgelig skulle de klare det her sammen.

”Jeg elsker min kone overalt på jorden, og det har jeg gjort, siden den dag jeg mødte hende for første gang. Vi har aldrig skændtes. Det lyder skørt, men det har vi ikke. Vi har diskuteret og været uenige, men vi har aldrig haft et skænderi, siger Svend, der i dag er 87 år.

Det lyder vildt, men man er ikke i tvivl om, at det er rigtigt. Ordene har pondus og kraft. Det samme har det ellers milde blik, og som interviewer er det svært ikke at blive både rørt og imponeret over Svend og hans fortælling.

Vi møder ham i et rækkehus i Borup på Østsjælland. Han har sagt ja til at fortælle sin historie. Ind til for cirka fire måneder siden boede Birthe også i det lille hyggelige hjem. Til sidst gik det dog ikke længere. Birthe forlod ofte hjemmet alene. Hun mente ikke, at hun boede i rækkehuset og ville hjem til deres tidligere bolig. Konstant måtte Svend holde øje med sin hustru, men det lykkedes hende ofte at komme af sted alligevel. Så måtte Svend ringe til sin hustru.

”Ved du, hvor du er?” ”Hvad kan du se lige nu?” spurgte han sin kone for at blive guidet i den rigtige retning. Der skete aldrig noget alvorligt på Birthes vandringer, men Svend var selvsagt nervøs og hele tiden på vagt.

Til sidst måtte han erkende, at det ikke gik længere. Det var hverken hensigtsmæssigt for Svend eller Birthe, at hun blev boende, men at nå til erkendelsen var svær.

”Det har været det eneste rigtige, men det har ikke været nogen let beslutning, og det har været hårdt at skulle besøge Birthe på plejehjem,” siger Svend.

 

Svend, Emma og en mandeklub

For godt et år siden mødte Svend Emma. På mange måder har Emma været en øjenåbner for Svend. Hun fik ham til at forstå, at det er ok at passe på sig selv, og at det faktisk også ofte er en fordel for den demente, hvis de pårørende også passer på dem selv. Emma er også til stede i rækkehuset i Borup. Hun er en ældre dame med ben i næsen og et empatisk sind. Og så er hun tilknyttet Pårørendestøtte i Køge, hvor hun er frivillig. Pårørendestøtte er et tilbud til pårørende om aflastning for plejerollen med henblik på, at de pårørende også husker at pleje sig selv. Det er nemt at sætte egne behov til side for andre, hvis der er kærlighed involveret, men selvom det er nemt, er det sjældent særligt klogt.

”Du føler jo, at du bliver nødt til at være der. Og du vil jo også gerne være der. Jeg elsker min kone, og så er det for mig en selvfølge, at jeg er der. Jeg har så fundet ud af, at jeg også bliver nødt til at være der for mig selv,” forklarer Svend.

Da Emma begyndte at besøge Svend og Birthe fik Svend tid til ting, han ellers havde forsømt i mange år. Med en dement kone har sociale aktiviteter været tæt på umuligt at overskue, men da Emma trådte til, fik Svend genetableret kontakt til gamle venner i en ”mandeklub”. I godt et år var det mere eller mindre fast rutine, at når Emma kom, gik Svend.

”Det har været helt utroligt godt for Svend. Han er en ældre herre, men der er masser gang i ham stadig, og det var fantastisk at se, hvordan han igen fik mulighed for nogle af de ting, han holdt så meget af,” siger Emma.

Når Svend forsvandt ud af døren hyggede Birthe og Emma sig sammen. Birthe var måske ikke klar over, hvorfor Emma var i hjemmet, men de to kvinder hyggede sig i hinandens selskab. Det kunne Svend fornemme hurtigt.

”Det gjorde det helt sikkert nemmere for mig at gå, fordi jeg kunne mærke at Birthe var tryg i Emmas selskab,” siger Svend.

Der var dage, hvor Birthe havde det ekstra dårligt og blev ked af det, når Svend skulle gå, men det var sjældent og havde Birthe en særlig dårlig dag, valgte Svend bare at blive hjemme.

”Det har været en rigtig god ordning for mig. Vi har taget det gang for gang, og langt de fleste gange Emma kom på besøg, var der ingen problemer, og jeg kunne besøge mine venner i mandeklubben. Jeg kan ikke rose Emma nok. Det har virkelig gjort en forskel,” siger Svend.

For Emma selv er det en selvfølge at hjælpe, og hun er kun glad for at kunne gøre en forskel.

”Pårørendestøtte er virkelig noget, der giver mening for mig. Jeg gør jo faktisk ikke andet end at besøge nogle rare mennesker i et par timer om ugen. At det kan være med til at gøre så stor en forskel, synes jeg er ret fantastisk.”