Nyvalgte medlemmer til Røde Kors' hovedbestyrelse valgt på landsmødet i Nyborg

Nyborg Strand Hotel danner denne weekend ramme om Røde Kors’ landsmøde, hvor blandt andet valg til hovedbestyrelsen er på programmet. Landsmødets anden dag startede med fællessang, inden de digitale stemmeurner blev åbnet for de stemmeberettigede deltagere.

Foto: Michael Drost-Hansen
MATIAS CHRISTENSEN - D. 03 NOVEMBER 2024

Inden den officielle valghandling blev sat i gang, blev stemmesystemet testet med en underholdende afstemning, hvor deltagerne skulle vælge mellem forskellige frugter. Alt fungerede som planlagt, og derefter kunne de stemmeberettigede gå i gang med at stemme på hovedbestyrelseskandidaterne.

Der var syv kandidater til hovedbestyrelsens fem pladser, og efter en spændende valgrunde blev følgende personer valgt: Knud Aarup, Jonas Wiederholt Larsen, Anders Larsen, Britt Sandvad, Trine Holten Frengler

Jørgen Skou Larsen og Hans Jørgen Dalum, er valgt som suppleanter.

Derefter blev der valgt medlemmer til Røde Kors’ valgforberedelsesudvalg. Anne-Kristine Moody Jakobsen og Karin Rastrup blev valgt, mens Henrik Guhle er valgt som suppleant.

Poster besat på førstedagen

Under landsmødets første dag blev der desuden truffet beslutninger om flere poster uden kampvalg, da der kun var én kandidat til hver post. Anne Lerche Nordlund fortsætter derfor som vicepræsident, Maarten van Engeland som formand for økonomi- og revisionsudvalget, og Lisbeth Grouleff Hansen fortsætter som formand for valgforberedelsesudvalget.

Røde Kors har med valget af de nye hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter fået et stærkt hold, som vil arbejde for at fremme organisationens hjælpearbejde i Danmark og resten af verden.