Ny beredskabsstrategi skal ruste Røde Kors til fremtidens kriser

På formandskonferencen i Middelfart den 26. april 2025 præsenterede præsident Jette Runchel en ny beredskabsstrategi, som nu er vedtaget af hovedbestyrelsen. Strategien skal sikre, at Røde Kors er klar til at handle, når kriser rammer – lokalt, nationalt og i samarbejde med myndighederne.

MATIAS CHRISTENSEN - D. 09 MAJ 2025

Kriser er ikke længere sjældne undtagelser – de er blevet hverdag. Det var bagtæppet for Jette Runchels præsentation af Røde Kors’ nye beredskabsstrategi, som blev vedtaget af hovedbestyrelsen aftenen før konferencen.

"Vi kan ikke længere tage fred og sikkerhed for givet," sagde Jette Runchel. "Dem, der har det sværest i forvejen, bliver også ramt hårdest under kriser. Det forpligter."

Den nye strategi beskriver en fælles ramme for, hvordan Røde Kors skal styrke sit beredskab over hele landet. Den tager udgangspunkt i det, som Røde Kors allerede gør godt – nemlig det nære, medmenneskelige møde med mennesker i udsatte situationer – og bygger ovenpå med ambitioner om kapacitetsopbygning, koordinering og formelle samarbejder.

”For den overordnede ambition for vores beredskabsindsats er, at Røde Kors handler på humanitære behov og engagerer befolkningen i medmenneskelig handling før, under og efter kriser,” sagde Jette.  

En strategi født i samarbejde

Strategien er blevet til i tæt dialog med både lokalafdelinger og myndigheder.

"Vi har talt med ministre og embedsmænd fra en lang række ministerier og beredskabsaktører. Og myndighederne har i den grad understreget behovet for netop det, Røde Kors kan byde ind med," sagde Jette Runchel.

Hun fremhævede særligt Røde Kors’ unikke styrker: den lokale tilstedeværelse, evnen til at mobilisere frivillige og den psykosociale metode, som skaber ro og tryghed i krisesituationer.

Jette understregede, at strategien ikke betyder, at alle afdelinger skal kunne alt. I stedet skal der opbygges koordinerende afdelinger, som kan tage større ansvar i kriser og samtidig støtte andre.

"Alle kan noget. Nogen kan mere. Sammen kan vi meget," lød det fra scenen.

Hun fremhævede også erfaringerne fra pandemien som bevis på Røde Kors’ beredskabspotentiale: "Selvom vi alle var sendt hjem, skete der rigtig meget lokalt i afdelingerne. Det hele kan nok sammenfattes til en kæmpe kreativitet i forhold til at holde fast i relationerne."

Implementeringen af strategien begynder nu, og alle lokalafdelinger vil blive inddraget i arbejdet. "Vi skal gøre det her sammen – og der vil være hjælp og støtte at hente, både lokalt og fra landskontoret," sagde Jette.

Fire mål for fremtidens beredskab

Strategien samler Røde Kors’ beredskabsindsats i fire hovedmål:

Vi handler på humanitære behov

Røde Kors skal kunne rykke ud hurtigt med frivillige og ledelse – lokalt og nationalt – og sikre psykosocial støtte i kriser.

Vi sikrer, at ingen står alene i krisen

Organisationen vil bruge sin adgang til sårbare grupper til at understøtte myndighederne og sikre, at ingen bliver glemt.

Vi er en pålidelig partner i kriser

Røde Kors skal styrke de formelle samarbejder med kommuner, redningsberedskaber og statslige myndigheder.

Vi styrker handlekraften i samfundet

Det skal være lettere for borgere at tage ansvar i kriser – og lettere at blive frivillig på ad hoc-basis.

Nyheder