Røde Kors arbejder for at hjælpe mennesker ind i fællesskaber. Samtidig føler hver femte sig udenfor. Hvordan kommer vi videre herfra?

Anders: Det er ret alarmerende, da vi har en ambition om, at vores arbejde skal nytte og rykke. Derfor vil vi sætte en dagsorden: at den enkelte tager et aktivt valg om at handle og tage ansvar for andre end sig selv. 

Svend: Jeg tror, dagsordenen rammer nogle modsætninger i mange folks liv.  Undersøgelser viser, at mange egentlig gerne vil engagere sig og gøre noget for andre. Samtidig føler mange mennesker sig pressede i det, sociologer kalder accelerationssamfundet: de føler, at de går op ad en rulletrappe, der kører ned, og bare for at holde status quo, skal de bevæge sig hele tiden. Hvis de skal lidt længere op på trappen, underforstået hjælpe andre, skal de løbe endnu hurtigere. Og det orker mange ikke. Så det er komplekst. Men jeg tror alligevel, mange gerne vil gøre noget meningsfuldt for andre, men at det ikke skal være besværligt eller opleves som et stort offer.   

Anders: Jeg synes det er en supervigtig pointe - at det ikke bliver en pligt at være medmenneskelig – men noget man bare gør som en naturlig del af tilværelsen, og at det ikke nødvendigvis er et spørgsmål om at kunne lægge en masse timer. 

Svend: Det nære fokus er også vigtigt for mange, tror jeg - altså at man kan gavne lokalt. Jeg er for eksempel hjerteløber og får et ’bip’, når der er brug for, at jeg løber til en adresse, hvor der er en, der har brug for hjælp. Det er totalt græsrodsagtigt og en fantastisk meningsfuld ordning, som kan redde liv. 


Kræver det ikke mod at bevæge sig ud af sin komfortzone og hjælpe? 

Svend: Jo givetvis – og jeg synes i høj grad, der er behov for en diskussion om modets betydning i vores liv. Jeg anmelder bøger i Politiken, og der udgives i den her tid flere bøger som har fokus på ’håb’, hvilket også er fint. Men det indebærer en risiko for, at man lander på en lidt passiv tilgang til tilværelsen, hvorimod der i modet ligger et andet engagement og en aktiv dimension. Jeg hørte om en undersøgelse af norske sygeplejersker, som gjorde op med, at de altid skulle indgyde håb hos deres patienter - de ville hellere indgyde mod og i dette tilfælde snakke med terminalt syge om modet til at se en - uafvendelig - død i øjnene. 

Anders: Mod er bestemt ikke det samme for os hver især, og vi vil gerne udfordre og motivere folk til at tænke over, hvad der skal til for at række ud til andre, der har behov for hjælp. Det er en debat, vi ikke kun ønsker skal være i Røde Kors, men mere bredt. Det vigtige er, at folk handler ud fra et medmenneskeligt udgangspunkt. 

Svend: Alene ved at fokusere på ’medmenneskelighed’ og ikke ’humanisme’ – som på mange måder er synonymer - synes jeg, I holder flere døre åbne for at få flere engageret. Humanisme er i en del menneskers opfattelse drejet i retning af at være det samme som en pladderhumanistisk vi-skal-redde-hele-verden’ -tankegang. Og eftersom det er umuligt at redde hele verden, bliver det umuligt at være humanist, og man bliver latterliggjort og kaldt naiv. Det er en absurd tolkning, men det er sådan, det er blevet for nogle.
 

Er det ikke mere medmenneskeligt at tage sig af sin ensomme nabo end af klimaet?  

Anders:  Sådan vil jeg ikke stille det op. Klimakampen er også medmenneskelig for mig, for den er jo en kamp for vores fælles overlevelse. Og det fællesskab man kan skabe eller blive en del af i en klimakamp, kan også være med til at   give mennesker en identitet og måske også vise en vej ud af mulig isolation. Så det ene udelukker ikke det andet …

Svend: Jeg tror, mange af de problemer vi står i, med blandt andet ensomhed på den ene side og klimaudfordringer på den anden, har bund i det samme skæve og ret udbredte tankesæt: at mange ser deres omverden og omgivelser som ressourcer, der er til for DERES skyld – som noget man kan udnytte, og som primært har en værdi i forhold, hvad JEG kan bruge dem til. Det, synes jeg, er en fattig tilgang til både mennesker og natur, og jeg mener, det kunne være godt med et bredere helhedsblik på, hvad der gir et godt menneskeliv og samfund. 
 

Hvordan oplever I unges interesse for at handle?

Svend: Hmmm. Når jeg kommer ud på gymnasier, er der faktisk mange, der spørger mig til råds om, hvad de skal engagere sig i. Det kan jeg jo ikke svare på, men det er da tankevækkende og positivt. Så som jeg ser det, kører der flere strømninger – en, kan man sige, uegennyttig og så en mere narcissistisk, i tråd med det, jeg sagde før. Generelt oplever jeg, at den unge generation ofte er mere åben og tolerant end befolkningen som sådan, spørgsmålet er om det holder ved, når de unge bliver ældre …    

Anders: Jeg synes også, jeg har oplevet en strømning blandt unge, som ønsker at finde pejlemærker i deres liv, som ikke er politiske. Vi kan fx se et stort spontant engagement blandt andet i forbindelse med landsindsamlingen. Jeg ved ikke, om det er en samfundstendens, men det er i al fald opløftende.

Svend: Jeres vision er jo noget med at se det almenmenneskelige i andre mennesker. Det er jeg selv ret optaget af. Jeg synes, jeg ser tendenser til, at det syn er truet, for eksempel gennem at flere og flere gør krav på særrettigheder omkring fx køn eller identitet. At man fx ikke har ret til at udtale sig om en minoritet, hvis man ikke tilhører denne minoritet. Jeg anerkender bestemt, at folk kan føle sig marginaliseret, men jeg synes, det er en farlig udvikling, når nogle betragter almenmenneskelighed som undertrykkende, fordi der findes så mange versioner af det menneskelige, at man ikke længere kan tale generelt om det …

Anders: Jeg tænker også, at hvis man insisterer på, at det unikke – enten som individ eller gruppe - skal være i centrum og være det vigtigste, kan det i sig selv puffe til, at man ekskluderer andre ... 

Svend: Ja, det synes jeg. Når jeg underviser i psykologi på 1.semester om, hvad psykologi er, siger jeg:  ”alle mennesker er som alle andre mennesker, som nogle andre mennesker og som ingen andre mennesker”. Underforstået – der er selvfølgelig noget unikt ved mig, og så er der noget fælles ved mig og andre mennesker. Lige nu synes jeg nok, der er en tendens til, at vi i samfundsdebatten henter vores argumenter ud fra forskellighed. Der hvor jeg gerne vil hen er, at vi henter flere argumenter fra det felt, hvor vi er som ALLE andre …