Kulfilter i stedet for klor til rent drikkevand i Malawi vinder Global Goals Programme 2022

Aktive kulfiltre, der kan give rent drikkevand i Malawi, og en kørselsordning, der skal forhindre ensomme gymnasieelever, sendte onsdag både første og andenpladsen i gymnasiernes verdensmålskonkurrence Global Goals Programme til Ordrup Gymnasium i Charlottenlund. Tredjepladsen gik til elever fra Øregaard Gymnasium i Hellerup, mens en gruppe fra Greve Gymnasium vandt særprisen fra Røde Kors.

Vært Sofie Østergaard og DJ Jonas Bonnerup.
- D. 14 DECEMBER 2022

Elever fra Ordrup Gymnasium løb onsdag eftermiddag med sejren og 10.000 kroner i den landsdækkende innovationskonkurrence Global Goals Programme for STX-elever fra hele landet.

- Det er virkelig fedt, fordi det er noget, vi selv har fuGlobalndet på. Derfor er det også ekstra rart, at andre også kan se, at det er værdiskabende, sagde Emilie Staun Olsen fra vindergruppen.

Med udgangspunkt i FN's 17 verdensmål har mere end 1000 elever gennem efteråret arbejdet med at finde løsninger på nogle af verdens øjeblikkelige udfordringer. Deres projekter har været en del af undervisningen i forskellige fag og dertil har de deltaget i den landsdækkende konkurrence Global Goals Programme, der bliver afviklet i et samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab og Røde Kors.

Vindergruppens idé med at lave et kulfilter, der lokalt kan rense drikkevandet i Malawi, imponerede dommerne i så høj grad, at gruppen strøg forbi de nærmeste konkurrenter, da finalen blev afviklet fra et studie hos Røde Kors i København.

Pitchet for dommere
Elever og dommere deltog online, mens vært Sofie Østergaard samlede trådene fra studiet på Blegdamsvej. De deltagende elever og dommere havde forinden pitchet og bedømt idéerne via teamsmøder.

- Holdet har arbejdet rigtig hårdt med både idé og verdensmål. De er nået langt og har været ambitiøse med at løse et stort problem, der ligger langt fra deres egen hverdag, sagde Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl, da han overrakte det glade budskab til eleverne.

Andenpladsen og 6000 kroner gik til CoCommute ligeledes fra Ordrup Gymnasium for en gennemført løsning med fælleskørsel - på cykel eller i bil - til gymnasiet, så ingen ankommer alene og føler sig ensomme. Eleverne bliver bragt sammen via Lectio, som er skolens intranet for eleverne.

Tredjepladsen og 4000 kroner blev vundet af gruppen Safe Pearls fra Øregård Gymnasium i Hellerup med idéen om en halskæde med særlige perler, der kan teste drinks for stoffer og på den måde forhindre drugrape i nattelivet.

En særlig særpris fra Røde Kors gik til gruppen MadX fra Greve Gymnasium, der vil lave svømmetræning for etniske kvinder, da de er underrepræsenterede i svømmehaller. På sigt skal undervisningen være med til at mindske antallet af drukneulykker ved at de lærer at svømme og giver vandglæden videre til deres børn.

  • Global Goals Programme er et undervisningsforløb målrettet gymnasiet (stx), hvor elever i grupper, og som en del af deres faglighed arbejder med egne ideer og cases, der taler ind i FN's Verdensmål.
  • Det er både nationale og internationale projekter, de unge arbejder med.
  • Global Goals Programme er udviklet i et samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab og Røde Kors.

Nyheder

  • Sidste chance for at tilmelde sig til aktivitetslederkursus 1 i Middelfart!
  • Stadig ledige pladser til psykisk førstehjælp i Skanderborg, Roskilde og Sønderborg!
  • Freetrailer: En ny mulighed for jeres butik
  • Når ordene er svære at finde – lær at skabe tryghed i samtalen med kurset 'den gode samtale om det svære'
  • Vil du lære at yde psykisk førstehjælp når det virkelig gælder? Tilmeld dig vores næste kursus i Aarhus eller Rødovre