Udgiver bog om grusom barndom: Donerer penge til Røde Kors - nu med videolink!

Bogreception i Røde Kors Herlev, hvor tidligere formand Jimmy Gørtz præsenterede erindringsbog om opvæksten hos sin voldelige og alkoholiske far.

Tidligere Røde Kors-formand Jimmy Gørtz signerer sin bog "Det er bag masken, at sandheden gemmer sig" til de mange, der kom til bogreceptionen i butikken i Herlev. Bogen koster 300 kroner og de 25 kroner går til den lokale afdeling. Forfatterhonoraret ved salget går i øvrigt til at støtte til projekter for børn.
- D. 11 DECEMBER 2019

En opvækst med en dybt alkoholisk og voldelig alenefar, psykisk terror og daglige ydmygelser.

Barndommens rædsler har præget livet for Jimmy Gørtz, der i en alder af 59-år nu har udgivet en bog om at vokse op i en udsat familie, om at overleve, gøre karriere og det, at være noget for andre.

Bogen ”Det er bag masken, at sandheden gemmer sig” er titlen på Jimmy Gørtz barske erindringer. Generalsekretær Anders Ladekarl har skrevet forordet.

Bogen – der er på 448 sider - blev præsenteret ved en reception hos Røde Kors i Herlev, hvor gamle nabobørn, skolekammerater, lærere og frivillige kiggede forbi.

Stedet er ikke tilfældigt. Jimmy Gørtz var gennem fem et halvt år en markant og engageret formand. Han stoppede i 2018.

”Jeg vil for ingen andre ønske, at de går igennem det samme i deres opvækst. Desværre er sandheden, at det gør mange børn. Og at det fortsat sker. Og det gør mig så ked af det. Det er derfor, jeg fortsat har så meget fokus på familier med børn og det store arbejde, som Røde Kors gør i familienetværket og med julehjælpen,” fortæller Jimmy Gørtz.

For hver bog, der blev solgt ved receptionen, går 25 kroner til arbejdet i Røde Kors i Herlev.

Jul: Far gik omkuld af druk

Han husker selv, hvor barsk det var, da han var barn og skulle holde jul hjemme med sin far og lillebror Tommy.

Faren gik omkuld af druk ved to-tiden. Så måtte Jimmy i gang med flæskestegen, sovs og kartofler, så han og lillebror kunne fejre jul.

Juleaften blev tilbragt på stuegulvet foran fjernsynet.

”Jeg skulle altid klare det hele. Og passe på min lillebror. Det ligger så dybt i mig at være noget for andre. At jeg glemmer mig selv og mine egne behov,” fortæller Jimmy Gørtz, der har et stort hjerte for, at netop børnefamilier kan holde en god jul.

”Jeg husker, hvor stor betydning Røde Kors julehjælp har. Hvordan en far mødte op og fik to poser med fødevarer hvorefter han ud for ud af butikken. Jeg løb efter for at høre, hvad der var galt. Han brød grædende sammen, mens han hulkede: ”Jeg har aldrig tænkt, at der var nogen, der ville gøre noget for mig”. Sådan en oplevelse gør et stærkt indtryk,” fortæller Jimmy Gørtz. 

Blev slået bevidstløs gang på gang

Bogen ”Det er bag masken, at sandheden gemmer sig” fortæller historien om, hvordan Jimmy – der var ni år - og lillebroren blev ladt alene hos deres far efter en skilsmisse. Moren tog lillesøsteren med sig.

Efter et ophold på et børnehjem i Slagelse, kom drengene tilbage til volden og kaos hos faren, der var jord- og betonarbejder.

”Min far var ekstrem voldelig. Han slog mig bevidstløs den ene gang efter den anden. Han kom ind på mit og min lillebrors værelse om natten, når han var pissefuld, fordi han ville snakke. Og hvis jeg ikke kunne holde mig vågen, så fik jeg en røvfuld. Jeg skulle hele tiden stille op, og det var bare om at være der. Ellers kunne det gå ud over min lillebror,” fortæller Jimmy Gørtz.

”Selv i sine bedste stunder, hvilke der var ufattelig få af, så var far fuldstændig uberegnelig. Hans iltre temperament gjorde, at han reagerede uden at tænke på konsekvenserne af de skader, han forvoldte på mig eller vores hjem. På et tidspunkt kylede han i raseri sit krystalaskebæger efter mig. Han blev pissesur over ikke at ramme mig, for der kom et stort hul i væggen ved siden af stuedøren. Igen måtte jeg i gang med mine håndværksmæssige evner. Jeg fik dækket hullet til med en forside fra Familie Journalen februar 1957,” skriver Jimmy Gørtz i bogen.

Beskyttede sin lillebror

Volden og den psykiske tortur gik mest ud over Jimmy, der beskyttede sin lillebror mod faren. Det blev så voldsomt, at Jimmy som 11-årig forsøgte at tage sit eget liv.

Det var først, da han som 15-årig tog et opgør med sin far og slog igen, for at forsvare sin lillebror, at volden stoppede.

Siden trodsede Jimmy Gørtz opvæksten og kom i lære som flymekaniker i SAS. Her gjorde han karriere i forskellige chefstillinger. I dag er han sikkerhedsleder i Banedanmark.

”Jeg arbejdede som en gal. Min far var alkoholiker, men jeg blev afhængig af at arbejde. I mange år satte jeg en facade op; jeg ville ikke have, at nogle skulle se ind i mig og opdage følelserne,” fortæller Jimmy Gørtz.

Bogen er mit lille barn

Bogen er blevet til på baggrund af flere tusinde tætskrevne ark.

”Bogen er mit lille barn. Jeg har skrevet og skrevet de seneste 15 år. Det har været min terapi; en måde at få afledt de voldsomme følelser og minder fra dengang. Det, der ligger så dybt i mig,” fortæller forfatteren.

Jimmy Gørtz understreger, at han med bogen ikke vil hænge nogen ud men berette om de forfærdelige oplevelser, der har præget, domineret og været så afgørende for hans liv.

Bogen ”Det er bag masken, at sandheden gemmer sig” er udgivet på forlaget Mellemgaard. Bogen koster 300 kroner og kan købes hos boghandleren eller hos forlaget.

Forfatterhonoraret for bogen går ubeskåret til projekter, der omfatter socialt udsatte børn.

 

Jimmy har også fortalt sin historie i Go'Morgen Danmark. Se klippet her.

 

zzz

Jimmy Gørtz er født 13. december 1959.

I lære som flymekaniker i SAS 1978-81.

Arbejder I SAS som flymekaniker 1981-90, miljø- og sikkerhedsleder 1990-97, forhandlingskonsulent 1997-2000, personalechef, HR Director 2000-09.

Projektchef, adm. dir. i A2Z Turnkey i 2010-12.

Sikkerhedsleder i Banedanmark siden 2013.

Var frivillig og formand for Røde Kors Herlev i 2013-18.