Allerede som barn vidste Morten Schwartz Lausten hvad det røde kors stod for.

Fortællingerne om hans morfars arbejde for Røde Kors under Koreakrigen har fulgt ham fra barndommen og ind i voksenlivet. Og i 2013 blev han selv ansat hos Røde Kors.

I anledning af 70-året for Jutlandias hjælpeaktion i Korea, har Morten delt et par af barndommens minder med os. Dem kan du læse i hans fortælling lige her:

Koreakrigen fyldte en del i min barndom…

Min morfar var udsendt som læge under Koreakrigen for amerikansk Røde Kors. På et M.A.S.H tæt på frontlinjen. Hans oplevelser under Koreakrigen fyldte en hel del i min barndom og siden hen.

Som barn var jeg meget fascineret af min morfars skab. Et skab med glasdøre og en lås med en lille nøgle.

Gennem de klare glasdøre kunne vi se, men endelig ikke røre, alle de fine ting fra Korea: En lillebitte tepotte, bægre til risbrændevin, en yndig dukke med skrå øjne, silkekjole og glinsende sort hår, nogle tegninger med fugle og flotte, uforståelige skrifttegn. Den slags sager.

Det allerbedste var dog, når jeg fik lov til at bladre i fotoalbummene fra Koreakrigen.

Fotoalbummene, hvor morfar var i uniform, hvor han stod i junglen ved teltene med de store røde kors på. Hvor han stod sammen med anstrengt smilende patienter med forbindinger på det meste af kroppen, i kørestole, på krykker.

Og så var der de klamme nærbilleder af brandsår (morfar var hudlæge). En mudret jeep, hvor der stod US ARMY med ægte amerikanske soldater ved rattet, var næsten lige så spændende som højdepunkterne i fotoalbummerne: fotografier af farlige granater og kampvogne.

Før jeg kunne læse, havde jeg derfor set og hørt om Kore. Koreakrigen og Røde Kors.

Dem, der hjælper sårbare mennesker i krig rundt om i verden.