Hilsen fra Ukraine – og en opdatering på vores arbejde i 2022

Situationen i Ukraine er kritisk og hjælpearbejdet kører på højtryk. Her er en hilsen fra en af vores delegater i Ukraine, samt en opdatering på Dansk Røde Kors arbejde i landet i 2022.

JULIE BERGSTRAND-CHRISTENSEN - D. 22 DECEMBER 2022

Onsdag vågnede jeg til lyden af Ukraines luftforsvar i aktion. Bom. En drone blev skudt ned over Kyiv.

Torsdag fik vi overbragt den forfærdelige nyhed, at en Røde Kors frivillig var blevet dræbt i Kherson. Fredag morgen var der droner igen. Personligt strandede jeg i mit fitnesscenter, og måtte vente fire timer, før luftalarmen blev afblæst, og jeg kunne komme ud.

Weekenden var til gengæld fredelig - lige indtil natten til søndag, hvor en ny bølge af droner blev skudt ned over Kyiv og begrænsede nattesøvnen betragteligt.

Stigende behov for hjælp

Julefreden har ikke sænket sig over Ukraine, og det står nok klart for de fleste, at den humanitære situation er alvorlig. Den kritiske infrastruktur (vand, elektricitet og varme) er jævnligt ramt af store ødelæggelser, hvilket har store konsekvenser for civilbefolkningen. Samtidig er vinteren for alvor kommet, og temperaturen sniger sig sjældent over frysepunktet.

Der er desværre ingen tvivl om, at behovene kommer til at stige, og vi oplever, at nye grupper har brug for hjælp, når de pludselig er uden elektricitet, vand eller varme. Noget som vores landechef i Ukraine, Jakob Harbo, har fortalt meget om i de danske medier den sidste tid.

En kæmpe dansk hjælpeindsats

Dansk Røde Kors har været i Ukraine siden 2014, og har et godt og tæt samarbejde med Røde Kors i Ukraine. Det var en af hovedårsagerne til, at vi meget hurtigt kunne opskalere vores indsats, da konflikten eskalerede 24. februar 2022.

Der blev hurtigt etableret en forsyningskæde ind i Ukraine fra Rumænien, og siden er lastbiler med nødhjælp rullet ind over grænsen. Fyldt med alt fra mad til hygiejnesæt og byggematerialer til af afdække ødelagte vinduer og huller i væggen.

Den danske delegation i Ukraine voksede drastisk, og pt har Røde Kors i Danmark kontorer i Rumænien (tæt på grænsen til Ukraine), Chernivtsi (i det sydvestlige Ukraine), Kyiv og Kropyvnytskyi (sydøst for Kyiv). Vi er i omegnen af 40 medarbejdere, som både tæller lokale ukrainere og internationale delegater.

Forskellige typer af hjælp til 1 mio. mennesker

Ukraine er et kæmpestort land, hvilket betyder, at behovene for hjælp er forskellige - afhængigt af, hvor man befinder sig, og om man lever som internt fordrevet.

Røde Kors i Danmark støtter op om Ukrainsk Røde Kors’ arbejde i hele landet. Det drejer sig eks. om at uddele ting som mad og hygiejnesæts, men vi er også dybt involverede i det psykosociale arbejde. Mange mennesker i Ukraine har oplevet forfærdelige ting, og derfor arbejder vi for at yde psykisk førstehjælp, træne frivillige og lave aktiviteter for både børn og voksne, så de bedre kan håndtere deres oplevelser.

Nogle steder i landet giver vi penge til værtsfamilier, som huser internt fordrevne. Lige nu har vi også en stor indsats i Mykolaiv i den sydlige del af Ukraine, hvor 15.000 husstande modtager byggematerialer mm, som de kan bruge til at lave mindre og midlertidige reparationer af deres ødelagte hjem.

En anden vigtig ting er også at støtte op om Røde Kors i Ukraines lokale arbejde og hjælpe med at udvikle lokalafdelingerne, som knokler for at hjælpe de mennesker, som har mest brug for det.

Sammen med Røde Kors i Ukraine har vi nu hjulpet 1 million mennesker.

En langsigtet indsats

Der er som sagt ingen tvivl om, at de humanitære behov kommer til at stige. Selv hvis de militære handlinger skulle stoppe, så er der kæmpe materielle og menneskelige skader, som skal håndteres. Derfor arbejder vi også med langsigtet planlægning for vores indsats i Ukraine, og hvordan vi på den bedst mulige måde kan støtte vores kolleger hos Ukrainsk Røde Kors.

På vegne af kollegerne hos Dansk Røde Kors i Ukraine – tak for opmærksomheden og den store støtte til vores arbejde. Der er ingen tvivl om, at der er brug for det.

Med ønsket om en fredelig jul!

Julie Bergstrand-Christensen,
Kommunikationsdelegat i Ukraine

Dansk Røde Kors’ arbejde i Ukraine i 2022

Du kan læse en online gennemgang af Dansk Røde Kors’ arbejde i Ukraine i 2022 på http://www.rodekors.dk/ukraine2022

Her kan du se de nyeste tal og læse om vores forskellige indsatser i Ukraine. OBS på at teksten er på engelsk

Tags