Gymnasieelever skal dyste på idéer

Røde Kors (Skoletjeneste) har indgået et partnerskab med Fonden for Entreprenørskab om udvikling og gennemførsel af et  nyt og anderledes undervisningsforløb Global Goals Programme.

Der skal findes på gode løsninger i Global Goals Programme i kommende skoleår.
- D. 06 JULI 2021

Eleverne skal i undervisningsforløbet bruge alle deres evner til hittepåsomhed og få gode ideer til at løse nogle af Danmarks og resten verdens udfordringer på nye, innovative måder, med nye bæredygtige produkter, gennem services, dannelse af nye organisationer eller virksomheder.

Med deltagelse i Global Goals Programme styrkes gymnasielevernes forståelse af, at de selvstændigt og dybdegående kan arbejde aktivt med FN's Verdensmål og udvælge, anvende og kombinere netop deres faglighed og tilhørende metoder i arbejdet med reelle, faglige problemstillinger. Der medfølger et særligt undervisningsmateriale til de deltagende klasser.

Eleverne vil opleve, at de med deres faglighed kan byde innovativt ind med konkrete ideer og løsninger, der taler ind i FN's Verdensmål og de udfordringer som Røde Kors møder dagligt i Danmark og ude i verden.

På den måde vil eleverne opleve, at de faktisk kan være med til at gøre en forskel for dem selv og (verdens)samfundet.

En ekstra bonus ved undervisningsforløbet er, at denne type entreprenant undervisning gør de normale fag endnu mere motiverende for eleverne.

De tilmeldte elevgrupper dyster om en plads i den store finale, der finder sted 14. december hos Røde Kors, hvor de allerbedste idéer vises for et dommerpanel i stil med det populære TV-program 'Løvens Hule'.  

Fakta

  • Gymnasierne skal tilmelde sig senest 1. oktober 2021 for at kunne være med.
  • Fonden for entreprenørskab arbejder for entreprenørskab skal være for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden.
  • Fonden for Entreprenørskab er en privat erhvervsdrivende fond, der er opbygget med en bestyrelse og et repræsentantskab.
  • Fonden er primært finansieret af fire ministerier: Erhvervsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
  • Læs mere om Fonden for entreprenørskab