"Jeg har jo en aftale med min mand om, at den dag, jeg ikke nævner Røde Kors, så åbner han en flaske champagne… Det er ikke sket endnu, og jeg er egentlig heller ikke så glad for champagne," siger Gertrud og griner. Aftalen har kørt i flere år, og ingen af dem forventer, at den bliver indfriet foreløbig. For Røde Kors fylder – og har fyldt – en stor del af Gertruds liv i næsten fire årtier.

I 1985 var Gertrud netop kommet hjem fra Afrika og stod foran en bager i Roskilde, da tidligere hovedbestyrelsesmedlem og formand i afdelingen, professor Vilhelm Møller Christensen, prikkede hende på skulderen og sagde: “Jeg har bestemt, at De skal være formand for Røde Kors i Roskilde.”

Det lød måske som en vittighed, men det blev begyndelsen på en rejse, der har varet ved siden. Gertrud takkede ja.

Det er så yndigt at følges ad

Når man er sammen med gode folk, er man med glæden dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære, skrev Grundtvig engang. For Gertrud er arbejdet i Røde Kors båret af en enkel overbevisning: Det handler om mennesker. Det handler om at give noget af sig selv, og om at gøre en forskel – ikke nødvendigvis med store armbevægelser, men med nærvær og tid, fortæller hun: “At blive besøgsven er også at få en ven.”

Gennem årene har Gertrud været tæt på mange mennesker, og nogle af dem har sat sig dybt. Elaine var selv besøgsven, men da hun blev ramt af sygdom, fik Elaine pludselig brug for en – og det kunne kun være Gertrud. Sammen spillede de kort med Elaines veninde Asta. Gertrud spiller ikke kort, men kunne holde kortene for Elaine, der ikke længere kunne selv.

Da Elaine døde, blev der igen spurgt, om Gertrud ville være besøgsven. Det var Asta, de spillede kort med, der kun ville have Gertrud. Og Gertrud fulgte Asta i de sidste år af hendes liv, med ture til barndomsbyen Sorø, blomster på hendes mands grav og sodavand i fine glas, når børnebørnene kom med på besøg. Da Asta vidste, at døden nærmede sig, bad hun Gertrud om at sidde hos sig, hvis sønnerne ikke nåede frem. Da det nåede dertil, sad Gertrud ved Astas side.

”Det eneste, vi kan tage med fra dette jordeliv, er det, vi har givet bort,” siger Gertrud om, hvad det frivillige arbejde har betydet for hende. Og citatet fra Karen Blixen må også siges at være indbegrebet af Gertruds langvarige engagement i Røde Kors.

Det rigtige match

Men det handler ikke kun om afsked. Det handler også om nye begyndelser. Som aktivitetsleder har Gertrud haft et særligt blik for at matche de rigtige mennesker – nogle gange med fælles interesser, andre gange med modsætninger, der viser sig at give nye perspektiver.

Hun har stået bag fællesture, museumsbesøg og filmaftener, og hun sørger for, at besøgsvennerne bliver klædt godt på til opgaven. Ikke mindst fordi opgaven har forandret sig. I dag er der flere plejehjem og flere demente blandt besøgsmodtagerne. Det kræver noget andet – og det kræver støtte. Gertrud tager rollen alvorligt. Hun lytter, faciliterer erfaringsudveksling og rækker ud til kommunen, når der er behov.

Alligevel er det nære og enkle det vigtigste. En snak. Et glas saftevand. Et menneske, der kommer igen.

“De fleste vil bare gerne vide, at der er én, der kommer og sætter sig og taler med dem,” siger hun. Hun oplever, at man som frivillig ofte får mere, end man giver – og det er netop dét, der bliver ved med at drive hende.

Selvom Gertrud har været aktiv i Røde Kors i godt og vel 40 år, har hun lyst til mere. I dag leder hun stadig besøgstjenesten i sin lokale afdeling i Faxe, og hun håber, at flere får øje på, hvor meningsfuldt arbejdet er. “Det er en gave, når man får lov at komme tæt på et andet menneske,” siger hun.

Så nej – Gertruds mand får ikke lov at åbne champagnen i dag. Og nok heller ikke i morgen.