Frivillig fængselsbesøgsven finder styrke i egne erfaringer
Camilla bruger sin store energi og menneskelige erfaring på at være fængsels-besøgsven for en 18-årig fyr i Hillerød arrest.
Camilla bruger sin store energi og menneskelige erfaring på at være fængsels-besøgsven for en 18-årig fyr i Hillerød arrest.

Rollen som frivillig i fængselsbesøgstjenesten havde været helt utænkelig, hvis vi spoler tiden i Camillas 61-årige liv tilbage – mere præcist til hendes ungdom og livet, indtil hun blev 45 år.
Her spillede et massivt misbrug, voldelige kærester, kriminalitet og fængselsophold de dystre hovedroller. Det var der flere årsager til, og en sen diagnose med ADHD er ifølge hende selv en af brikkerne.
Vendepunktet
Camillas misbrug var på et tidspunkt så massivt, at hun fik en livstruende infektion og koldbrand i begge ben. Hun overlevede på trods, men senere stod det højre ben fra knæet ned ikke til at redde. Derfor har hun protese.
Ad flere omgange forsøgte Camilla at trappe ud af sit misbrug, og med professionel hjælp lykkedes det, da hun var 45. Her opdagede personale på et misbrugscenter, at der også gemte sig stor råstyrke i Camilla. Så hun blev kontaktperson for andre, der ønskede at slippe stofferne.
Ved hvordan det er
De sidste 16 år har Camilla været clean. Hun har et godt liv, og da hun sidste år så et opslag, hvor Røde Kors søgte fængselsbesøgsvenner, ramte det en nerve:
”Jeg tænkte, det er da LIIIGE mig for jeg VED, hvordan det er at sidde i fængsel.”
I dag mødes hun jævnligt med en 18-årig fyr, hvis udvikling hun følger tæt.
”De første gange, vi mødtes, sagde han, ”jeg ryger sgu nok ind igen”. Men nu er han begyndt at tænke over sin fremtid på en ny måde og er på rette spor. Det gør mig så glad.”
Læs et portræt af Camilla i Mit Røde Kors-bladet, der udkom her i september: MRK-blad #4 2023