Fra ambition til virkelighed – Inspiration og realiteter om storbutikker i hele landet

På en velbesøgt workshop under Formandskonferencen blev der talt åbent og ærligt om mulighederne og udfordringerne ved at åbne storbutikker. Erfaringer fra Gram, Bramming, Nakskov og Kolding gav både konkrete råd og fornyet mod.

Jette præsenterede den nye genbrugsstrategi til et meget engageret publikum bestående af formænd fra alle afdelinger
MATIAS CHRISTENSEN - D. 16 MAJ 2025

Det lyder ambitiøst, næsten dristigt: Storbutikker i alle landets kommuner. I den nye genbrugsstrategi er udbredelsen af storbutikker et centralt element – og på workshoppen om netop dét emne blev det tydeligt, at idéen både vækker begejstring og rejser spørgsmål.

"Det eneste, det kommer ned til, er: Tør vi?"

Spørgsmålet blev kernen i den samtale, som fulgte.

Mere end bare større butikker

Argumenterne for storbutikkerne er mange: Det er her, vi klart tjener flest penge til hjælpearbejdet og særligt de frie midler. Det betyder, at pengene fra genbrug kan sendes direkte hen, hvor behovet er størst – lokalt eller globalt.

Dertil kommer potentialet for at udvide sortimentet, tiltrække flere kunder og skabe flere frivilligroller. En kundeundersøgelse viste, at mange ønsker at kunne købe alt ét sted – og når udvalget vokser, gør donationerne det også.

Men store ambitioner kræver mod, og deltagerne holdt sig ikke tilbage med at dele deres betænkeligheder.

"Har vi kompetencerne til det her?"

"Hvad hvis vi ikke kan finde egnede lokaler?"

"Er det overhovedet det rigtige for os?"

Næstformand i Kolding, Tom Sørensen, har selv lige været med til at starte en storbutik op i Kolding, og han delte ud af sine egne erfaringer. Ingen storbutik er gået galt, lød det beroligende – og steder som Gram, Bramming og Nakskov blev fremhævet som gode eksempler på lokal tilpasning og succes.

Tom bidrog med teknisk viden og konkrete råd, men understregede, at det ikke handler om at kopiere andres løsninger én til én: "Det handler ikke om efterligning – kun om ambitioner."

Erfaringerne findes – brug dem

Et gennemgående budskab på workshoppen var, at ingen står alene. De, der allerede har taget springet, inviterer gerne på besøg og deler erfaringer. "Fyld en bil, tag af sted og mærk stemningen," lød opfordringen. Butikskonsulenterne stiller hellere end gerne op til en snak i bestyrelsen, og der vil være ekstra hjælp at hente i forhold til rekruttering og opstart af butikken.

Der er allerede 63 storbutikker på landsplan, og de stod sidste år for en samlet omsætning på 304 millioner kroner.

Det handler ikke bare om butiksdrift – det handler om at skabe flere aktiviteter, tiltrække flere frivillige og styrke hele den lokale organisation.

Workshoppen blev rundet af med en erkendelse: Ikke alle behøver gå i gang i morgen. Men flere pegede på vigtigheden af at tage en principbeslutning: Vil vi det her? Hvis svaret er ja, følger næste skridt – at finde de rette lokaler og samle kræfterne.

Storbutikkerne er en mulighed for at gøre mere, nå længere – og gøre det på egne vilkår.

Nyheder