Flygtninges drømme på skoleskemaet
Røde Kors Skoletjeneste og en række gode partnere udgiver animationsfilm og undervisningsforløb om flygtninges situation, drømme og håb.
Røde Kors Skoletjeneste og en række gode partnere udgiver animationsfilm og undervisningsforløb om flygtninges situation, drømme og håb.

’Drøm’ er en animeret fortælling om en livlig og nysgerrig pige, hvis drømme om fremtiden trues med at blive knust af krigen omkring hende. Hun tvinges på en lang og vanskelig flugt, blot for at opleve, at selv langt fra krig og ufred, stopper kampen for at bevare troen på ens drømme ikke. Filmen er en personlig, poetisk, filmisk beretning af animationsfilminstruktør Snobar Avani, som selv er flygtning og kom til Danmark i 1992.
- ’Drøm’ repræsenterer ikke kun mig, men også tusinder af flygtninge, tvunget på flugt, men som strandede undervejs. Ingen, der har set det hjerteskærende billede, kan glemme det: Den lille dreng, Alan Kurdi, som ligger livløs på en strand et sted i Grækenland. Mine drømme lever stadig, på trods af alle forhindringerne, men dén lille drengs drømme forsvandt i det kolde vand. Det kunne have været mig. Filmen ’Drøm’ er sat i en krigsramme, men drømmene findes alle steder, i alle sammenhænge, for alle. Derfor repræsenterer ’Drøm’ også alle de andre drømmere. Børn, unge, voksne og ældre; drømme kender ingen alder, og denne film er til alle, der har brug for at vide, at man skal være stærk i mødet med alle de afvisninger, som uvægerligt vil dukke op og true vores drømme, fortæller filmens skaber Snobar Avani om animationsfilmen.
Det er ikke den første animationsfilm som Snobar Avani og hendes partner Peter Hausner har stået bag. Parret er nogle af verdens førende tegnefilmsanimatorer og står bag kendte produktioner som fx Valhalla og Ninjago-filmene.
Undervisningsforløb supplerer filmen
Med filmen og det medfølgende undervisningsforløb italesætter Røde Kors og filmskaberne vigtigheden af integration, inklusion og en
dybere forståelse for og accept af den virkelighed som millioner af flygtningebørn i verden oplever på egen krop og sind.
Formålet med en lærervejledning til ’Drøm’ er at skabe viden, engagement og refleksion over konsekvenserne af krig og konflikter for børn. Danske børn og unge ser og hører om aktuelle krige, og de flygtningestrømme som er konsekvensen af krigene i medierne, men sjældent på en måde, der er direkte henvendt til dem.
’Drøm’ kan med sit kreative sprog og virkemidler skabe identifikation, refleksion og empati i børnehøjde. Undervisningsforløbet stiller skarpt på både indhold og form i filmen samtidigt med, at det sætter vores flygtningetema på dagsordenen. Vi ved, at arbejdet med et kreativt produkt som filmmediet motiverer eleverne til at engagere sig i emnet som filmen omhandler.
- Film og undervisningsforløb kan ses her
- Hent en flyer om film og undervisningsforløbet her
- Undervisningsforløbet produceres af forlaget Forstå (tidl. Alinea) som også sikrer dets udbredelse på landets skoler.
- Undervisningsforløb og film er målrettet mellemtrinnet (4.-6. kl.) og udskolingen (7.-9. kl.) i grundskolens dansk og billedkunst.
- Partnerne i projektet er: Røde Kors Skoletjeneste, Forstå, SnowHouse Film og Parka Pictures.
- Projektet er støttet af Frederiksbergfonden.