En spejderleder kan modtage Ung Leder prisen

Mathias Sørensen er med i opløbet om den prestigefyldte Ung Leder pris. Den uddeles til en leder under 25 år, som gør en særlig indsats.

Mathias Sørensen
NIKOLAJ KRISTIAN CARLSEN - D. 23 SEPTEMBER 2019

Mathias Sørensen er indstillet til Ung Leder prisen i Høje Taastrup kommune. Han er en ud af tre kandidater som kan modtage prisen. Han er spejderleder for en gruppe spejdere der kalder sig Jacalastammen, Jacala er navnet på krokodillen i junglebogen.

”Ender jeg med at få prisen, får jeg den for min indsats i både gruppen, divisionsledelsen og korpsledelsen, samt oprettelsen af et fast system der fører spejdere gennem det samme dannelsessystem, som skal give spejderne en mulighed for at søge den udvikling de mest har brug for og bruge de evner de i forvejen har til at undervise andre,” siger Mathias Sørensen.

Han er 23 år, bor i Høje Taastrup og er bachelor i kemi. Her har han fokus på hvordan man kan anvende marine mikroorganismer til at afhjælpe tab af fisk i havdambrug, for at afhjælpe noget af den fødevarekrise menneskeheden er på vej ind i. I øjeblikket er Mathias Sørensen i gang med en samaritteruddannelse for Røde Kors Albertslund.

Indstillingen er en kæmpe anerkendelse

”For mig er indstillingen til unglederprisen en kæmpe anerkendelse. Det er foreningens bestyrelse der indstiller den unge leder, så jeg har ikke selv haft noget med indstillingen at gøre, men fik det blot at vide af min gruppeleder til et ledermøde.”

”Da kommunen udvalgte mig til at være en af de 3 nominerede var jeg nok lidt mundlam, for så må der jo have stået noget pænt i de ord bestyrelsen har skrevet.”

”Jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det, for det er en stor ære at blive anerkendt for de mange timer man lægger i en frivillig organisation.”

Stem på årets Ung Leder

Her kan du stemme på Årets Ung Leder