Drager, kæpheste, bål, græskar, fakkeloptog, gys og magi 

Det var nogle af de indslag som familiecampen i den solrige efterårsferien bød på. Det gav et spændende og lærerigt camp-ophold for 45 børn og forældre.

 

LEGRE - D. 11 NOVEMBER 2024

14 familier fra Røde Kors familieaktiviteter i Midt- og Nordjylland var taget på camp. Det hyggelige vandrehjem i skovbrynet ved Viborg søerne dannede rammerne for opholdet. 15 frivillige fra hele landet havde sammensat et spændende camp-program med en vifte af kreative udendørsaktiviteter som udspillede sig i den omkringliggende skove og bakker. Programmet bød på lærerige aktiviteter for alle børnegrupper. Nogen udsmykkede drager, som fløj, når vinden fra tid til anden blæste op, mens andre øvede sig i gamle spejderfærdigheder, for eksempel at tænde bål med tænd stål. Det er et tålmodighedsarbejde, der begejstrer børnene vildt, når ilden endelig får tag i træspånerne. De mindste samlede kastanjer og lavede dyr af dem. Mange af de store drenge stod klar hver morgen kl 7:30 for at løbe en halv times motionsløb med to af de frivillige; Janni og Carsten, mens flere mødre og mindre børn lavede elastiktræningsgymnastik med Lene og Lone. Der var kæpheste workshop i 3 dage og meget, meget mere. Rundboldkamp for alle familier og frivillige samt græskar udhuling og udsmykning af hver families græskar, som lyste op og prydede haven hver aften i halloweenens tegn. Vi havde også besøg af tryllekunstneren Jesper, som tog os i magien verden til alles store fornøjelse- børn som voksne. Derefter sluttede vi aftenen af med et fakkeloptog igennem skoven.  Der blev meldt tilbage fra familierådgiveren, at det var en meget aktiv og spørgelysten forældregruppe, som nød godt af arbejdet i de faglige workshop for de voksne.  Ny læring, god stemning, nye venner og masser af hyggeligt samvær var noget af det deltagerne fik med sig hjem samt en dejlig bamse som Nørklerne havde strikket.     

En mor skrev dagen efter til os: Tusind, tusind tak for nogle vidunderlig dage. Vi er rigtige glade for at være med. Det er SÅ dejligt. Tak for I er til og vi følte os velkommen, virkelig et godt team. Klap jer selv på skulderen” 

Familiecampen

  • Familiecampen afholdes 3 gange om året  i påske-, sommer- og efterårsferien 
  • Det er et mini-højskoleophold for familier, der er i en familieaktivitet i Røde Kors
  • 5 dages ophold i naturskønne omgivelser
  • 12-18 børnefamilier og 14 -18 Røde Kors frivillige på hver camp 
  • Lev, leg og læring går hånd i hånd gennem undervisning og fællesskabet
  • Lege for hele familien, der styrker børns udvikling og sammeholdet i familien
  • Oplevelser i naturen, hygge og socialt samvær med andre familier og frivillige