Lillian er opvokset på landet, hvor det er en selvfølge, at man hjælper hinanden i nærområdet. Derfor var det også helt naturligt for 21-årige Lillian at melde sig som frivillig i 1976, efter hun selv havde været på førstehjælpskursus med en helt fantastisk instruktør.

Lillians gen for at hjælpe andre var ikke noget, der gik bestyrelsen i afdelingens næse forbi. Som 31-årig blev Lillian derfor spurgt, om hun ikke skulle have ansvaret for besøgstjenesten, og det var et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

”Jeg har altid været god til at mærke, hvordan andre er, og haft en evne til at finde frivillige, der kunne påtage sig opgaven. Men jeg har også skullet kigge udover brillerne og sige: Kunne du tænke dig det her?”

For det handler for Lillian om at matche de rigtige mennesker med hinanden.

”Jeg ser dem altid an, inden jeg sender dem ud. Hvis de ikke svarer på telefon eller en mail, og hvis de ikke møder op til vores aftale eller ikke kommer til tiden, må vi overveje, om det er den rigtige opgave for dem.”

For at være besøgsven er også en forpligtelse. At være noget for en anden, der er ensom og bare har brug for en at snakke med, kræver, at man er til stede, og at modtageren føler sig set og hørt. Og ikke mindst, at man overholder sin aftale.

Kig hinanden i øjnene

I 2024, efter 48 års tjeneste som aktivitetsleder, synes Lillian, at det var blevet hendes tur til at få en bid af den kage, det er at være besøgsven for en anden. Ved et besøg hos Ruth, der havde søgt om at få en besøgsven, kunne Lillian mærke, at det skulle være hende selv.

”Da vi havde snakket lidt frem og tilbage, sagde jeg til Ruth, at det bliver mig, der kommer i næste uge, hvis du kan være tjent med det,” siger Lillian og griner. Det kunne Ruth heldigvis godt, og det har været helt fantastisk for dem begge.

"Jeg har jo altid set det som et helle. Et frikvarter. Noget, der giver energi. Nu er jeg selv blevet en del af det, jeg har hjulpet med at organisere i så mange år, og det har givet mig en ny forståelse af, hvor meget det betyder."

Gennem årene har Lillian været med til at forme og udvikle besøgstjenesten. Og hun har mærket, hvordan måden at være frivillig på har forandret sig:

"Tidligere var det mere striks. I dag er det blevet mere fleksibelt. Folk har et andet liv, de skal få til at hænge sammen. Og det er okay. Det vigtige er, at vi bliver ved."

Lillian har altid lagt vægt på at mødes ansigt til ansigt:

"Man skal kunne kigge hinanden i øjnene. Det handler om kemi, om man passer sammen. Det kan ikke bare være noget, man klikker sig til på en hjemmeside."

At finde mening sammen

Det har været vigtigt for Lillian at skabe fællesskaber. Hun har arrangeret samlinger og udflugter, og inddraget sin mand og familie i arbejdet. Selv traktorerne i haven har spillet en rolle:

"Vi har haft besøg fra et plejehjem, der kom og så på de gamle traktorer, vi har. En dag glemte en ældre herre sin rollator, fordi han havde haft så god en dag. Han glemte helt, at han havde brug for den. Det er jo det, det handler om: At glemme sig selv lidt og mærke livet."

Hvis man selv vil være besøgsven, har Lillian da også et godt råd at give: Stik hovedet ind i din lokale Røde Kors butik.

"Der kan man få foldere og en snak. Og måske finder man ud af, at det er noget for en. Eller at det er noget andet i Røde Kors, der passer bedre. Men kom ind og se folk i øjnene. Det starter der."

Og når det gælder selve besøgene, så handler det i bund og grund om noget meget simpelt.

"At være til stede. At holde sine aftaler. Og at give et andet menneske en bid af sin tid. Det er som en bid af en god lagkage – og der er nok til alle."