”Det hårdeste har været at samle de døde op. Kroppe, kroppe, kroppe over alt! Hvis du havde været her, så ville du have udgydt tårer.”

Sådan sagde Tamba Musa, da han evaluerede den første uges arbejde efter det mudderskred, der slog flere end 1000 mennesker ihjel i Sierra Leones hovedstad Freetown i 2017.

Det var en bjergside fyldt med huse, som simpelthen rutsjede ned og skyllede mennesker, dyr, træer og byggematerialer gennem hele byen.

Frivillig i krig
Tamba er 51 år, og han har været frivillig i Røde Kors i 25 år. Det betyder, at han blev frivillig midt under den grusomme borgerkrig i landet fra 1991 til 2002.

En krig, der blandt andet er kendt for mange afhuggede hænder.

Det skræmte ikke den unge Tamba fra at melde sig som frivillig og hjælpe sine landsmænd. Derfor stod han også til rådighed for Røde Kors, da ebola udbrød i Sierra Leone i 2014.

Sygdommen kostede knap 4000 mennesker livet i landet, og en stor del af Røde Kors arbejde var at begrave de døde på en sikker måde, så smitten ikke spredte sig via de døde kroppe.

”Når der var begravelser, tog vi ud for at tale med familien. Vi gav dem gode råd og fortalte, at de ikke måtte røre ligene,” fortæller Tamba.

Ebola gav styrke
Tamba hjalp med at klæde de døde på til begravelsen, fordi han havde fået træning i at gøre det på en sikker måde.

Både Tamba og de andre frivillige modtog træning fra internationale delegater under ebola-krisen, og i dag føler både frivillige og ansatte i Sierra Leone Røde Kors, at organisationen er kommet styrket ud af krisen.

”På grund af al den træning, vi modtog under ebola-epidemien, så har vi meget dygtige frivillige med mange evner. Det er derfor, vi kunne reagere så hurtigt, da Freetown blev ramt af mudderskred,” siger Constant Kargbo, der var Director of Program and Operations under ebola-krisen, og som i dag er generalsekretær i Sierra Leone Røde Kors.

Det bliver i din hjerne
Tamba og de andre Røde Kors-frivillige var nemlig på pletten allerede samme dag, hvor mudderskredet var sket i Freetown. Først og fremmest skulle de frivillige forsøge at redde så mange mennesker som muligt.

Nogle var levende begravet eller spærret inde i ruiner, og det gjaldt om at finde dem så hurtigt som muligt. Dernæst skulle de også begrave de mange døde.

”Det var meget hårdt. Det er svært at se så mange døde kroppe. Det bliver hængende i din hjerne i lang tid, og det er svært at sove,” fortæller Tamba.

Efter nogle dage begyndte de frivillige at fokusere på at hjælpe de overlevende med mad, husly og sanitet.

”Jeg har fået masser af evner og erfaring fra ebola-krisen. Jeg kan give psykosocial support til de mennesker, der er blevet traumatiserede efter at have mistet familiemedlemmer og deres hjem. Jeg er en bedre frivillig nu, end jeg var før ebola-krisen,” siger Tamba.