Book en foredragsholder til afdelingens generalforsamling

Book en Røde Kors-foredragsholder til din afdelings næste generalforsamling og hør om Røde Kors' arbejde ude i verden. 

Se alle foredragsholdere på www.rødekors.dk/foredragsholder. Foto: Emil Samuelsen
- D. 21 NOVEMBER 2022

Det er snart tid til generalforsamlinger i vores Røde Kors-afdelinger. Der er jo altid mange emner på dagsordenen. Tag en pause fra paragrafferne på jeres generalforsamling og book en af de mange, spændende foredragsholdere, vi har i Røde Kors. 

Det kunne fx være et foredrag fra en af de Røde Kors-frivillige, der gennem tiden har været på studierejser til forskellige steder i verden.

To studierejser om året=masser af foredragsholdere

I 2022 har godt 20 frivillige været afsted fordelt på to studierejser: i foråret gik turen til Nepal, hvor gruppen mødte repræsentanter fra Nepal Røde Kors og besøgte projekter som Røde Kors i Danmark og Nepalesisk Røde Kors kører i samarbejde. Bl.a. Venskabsprojektet som mange afdelinger har støttet økonomisk. Det er et inklusionsprojekt, hvor Røde Kors i Danmark arbejder med at nedbryde tabuer, oplyse og uddanne lokalsamfund om det at være handikappede. Et andet projekt studierejsedeltagerne i Nepal besøgte lå højt oppe i Himalayas dramatiske bjerge og fokuserer på at etablere rent drikkevand.

Foredrag fra denne tur vil omhandle både fakta om Røde Kors' arbejde, de personlige møder med nepalesere og naturligvis mødet med et Røde Kors-selskab fra en helt anden del af verden. 

Her i november 2022 har en ny gruppe studierejsedeltagere været afsted til andet asiatisk land og set Røde Kors' arbejde i Bangladesh. Her har deltagerne bl.a. været på besøg i verdens største flygtningelejr, der ligger ved feriebyen Cox Bazar. 

Mange muligheder

Alle foredragsholderne kan findes på vores hjemmeside her

Der er mange muligheder for at få en spændende Røde Kors-foredragsholder ud til din afdeling. På hjemmesiden er det muligt at filtrere på emner, aktuelle studierejser og hvor i landet foredragsholderen bor. 

Fakta

Aftal tid og sted og omfang på foredraget direkte med foredragsholderen.

Det er gratis at få en foredragsholder ud til jeres generalforsamling.

Hvis du har spørgsmål, så skriv til foredrag@rodekors.dk 

 

 

Nyheder

  • Fælles pengehåndtering (sedler og mønter)
  • Kommende kurser i psykisk førstehjælp i Skanderborg, Roskilde og Sønderborg
  • Oplæg om ”Udviklende øjeblikke i frivilligt socialt arbejde” i Aarhus
  • Vil du med på grundkurset i Medmenneskelighed i praksis i København?
  • Tilmeld dig onlinekursus i Medmenneskelighed i praksis i september!