Beretning fra Færøsk Røde Kors: Indsamlingsresultat for Reyði Krossur Føroya: 900 mill kr

Medlem af hovedbestyrelsen Knud Aarup har besøgt vores søsterorganisation i Færøerne og fortæller her om sine oplevelser.

På billedes ses Erla Borðoy og Helga Kruse, som er frivillige i butikken i Thorshavn; de er ved at gøre butikken klar til at have åbent om lørdagen.
ANNE FAIGH RYDELL - D. 20 NOVEMBER 2023

Nej, overskriften passer selvfølgelig ikke. Det rigtige indsamlingsresultat for Færøsk Røde Kors er på 9 millioner kr ved indsamlingen i 2022, men det svarer til 900 millioner kr. hvis det skal sammenlignes med Danmark.

Jeg har besøgt vores søsterorganisation i Færøerne og den historie var noget af det første formand for Færøsk Røde Kors, Jóannes Eidesgaard fortalte – med et glimt i øjet. Flere kender nok Jóannes Eidesgaard som tidligere lagmand (statsminister) på Færøerne og som medlem af Folketinget for Færøerne. Stoltheden forstår jeg godt for der bor kun knap 54.000 indbyggere i Færøerne og heraf omkring 23.000 i Thorshavn.

Lørdagsåbent giver pote
Jeg var i november i anden anledning i Thorshavn og benyttede lejligheden til at besøge Færøernes Røde Kors. Jeg så deres butik på havnen med en meget enkel selvbetjenings-bogbutik og jeg besøgte deres store butik og landskontor i Stiðjagøta. Her blev jeg modtaget af formanden, sekretariatsleder Sigrið Zachariasen, to af hendes medarbejdere og lederen af besøgstjenesten.

Deres store butik i Thorshavn omsætter for mere end 1 mill.kr. om året alene ved at have åbent om lørdagen. Røde Kors driver ud over den store butik desuden butikken på havnefronten og en i Suðuroy. Jeg mødte også to frivillige i den store butik.

Fra besøgstjeneste til mad-udlevering
Færøsk Røde Kors har flere aktiviteter som minder om de danske bl.a. en omfattende besøgstjeneste. Man sender mange penge til det internationale arbejde. I år drejer det sig om 4,9 millioner kr. som er gået til Somalien, Myanmar, Yemen, Israel og de palæstinensiske områder, Afghanistan, Libyen, Marokko, Tyrkiet og Syrien, og Malawi. Man har i flere år haft en omfattende udlevering af tøj til familier i nød. Under corona-pandemien indså man, at der også i mange familier var behov for udlevering af mad og i dag leverer Røde Kors mad til et mindre antal familier hver fredag.

Det er altid spændende at besøge vores søsterorganisationer, fordi vi ligner hinanden på trods af vores ofte meget forskellige arbejdsvilkår. Det bekræfter at vi er en del af den samme Røde Kors familie.  

Knud Aarup
Medlem af hovedbestyrelsen