97-årige Grethe hædres med fornemt emblem

Grethe Stokholm har i over 30 år været aldeles aktiv i Røde Kors afdelingen i Munkebo. Derfor indstillede hendes venner i afdelingen Grethe til en stor hæder.

Grethe Stokholm med Kongens Emblem på sin cardigan og diplom i hånden
MATIAS CHRISTENSEN - D. 28 MAJ 2024

Strikkepindene klikker mod hinanden og snakken går. Alle ved bordet ved, hvad der skal ske om lidt. Undtagen Grethe. Hun sidder på sin sædvanlige plads i sin rødforet stol for enden af bordet, der bugner med garn i alle farver.

Grethe Stokholm er 97 år gammel, og hun er stadig aktiv frivillig i sin afdeling i Munkebo, hvor hun har været med i over 30 år. Hun har siddet i bestyrelsen og været leder for forskellige aktiviteter igennem årene. Og selvom hun ikke længere sidder i bestyrelsen, bliver Grethe jævnligt inviteret med til bestyrelsesmøderne, for hun er ikke bange for at sige sin mening, og Grethes mening er meget værdsat i Munkebo.

For første gang i 53 år skal Kongens Emblem uddeles under dette navn, og det er denne gang til Grethe for hendes flotte, langvarige og betydningsfulde frivillige indsats i afdelingen i Munkebo. Emblemet har de sidste 52 år heddet Dronningens Emblem, men har efter Dronningens abdicering igen fået navnet Kongens Emblem

Grethes venner fra afdelingen har tidligere på året indstillet hende til hæderen, og det var Røde Kors’ hovedbestyrelse enige i, at Grethe har fortjent.

En stor overraskelse

Fra lokalet med den røde stol og garnet, begynder nørklerne at bevæge sig ind i et tilstødende lokale, hvor der er dækket op med dug og blomster, bordkort, flag og flagservietter. Selvom det har været svært, er ingen kommet til at afsløre noget overfor Grethe endnu, men afsløringen er ved at være oppe over, og de frivillige begynder at sætte sig til bords, hvisker lidt med hinanden og kan næsten ikke lade være med at smile.

Henning, der er formand for afdelingen i Munkebo, rejser sig, imens alle får skænket vin og øl i glassene, og begynder at tale. Han fortæller om nørklerne i afdelingen, som Grethe er en del af, og hvor langt deres nørklerier er nået ud i verden. Men der er mere, for den egentlige grund til, at de er samlet, er Grethe.

”Jeg har jo bare gjort mit arbejde,” siger en rørt og forbavset Grethe, da hun finder ud af, hvad der foregår. ”I har godt nok været gode til at holde det hemmeligt,” fortsætter Grethe bestemt, og alle griner og lykønsker hende. Den ellers bestemte og velformulerede Grethe kunne ikke finde ord, og Henning får i stedet lov at tage ordet igen og fortælle, hvorfor Grethe skulle indstilles til hædersbeviset.

Men der går ikke længe, før Grethe igen finder ordene: ”Jeg er meget stolt, tusind tak alle sammen. Skål!”

Kongens Emblem kan tildeles frivillige, der har udført langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Røde Kors' afdelinger, og som i udgangspunkt har minimum 10 års ledelseserfaring.

Frivillige kan indstilles af afdelingerne eller medlemmer af hovedbestyrelsen.

Det er første gang siden 1971, at Kongens Emblem er blevet uddelt under dette navn, og det bliver fremover uddelt på HMK Frederik 10.’s fødselsdag den 26. maj.

Sidst det blev uddelt som Kongens Emblem, var på HMK Frederik 9.’s fødselsdag den 11. marts 1971, og de efterfølgende 52 år er Dronningens Emblem blevet uddelt hvert år på HMD Margrethe 2.’s fødselsdag den 16. april hvert år.

Nyheder

  • Politikere til civilsamfund: Ryk direkte i fængsel - i skal være med til at forebygge
  • Fokus i vores eksterne kommunikation – juli og august 2025
  • Fælles pengehåndtering (sedler og mønter)
  • Kommende kurser i psykisk førstehjælp i Skanderborg, Roskilde og Sønderborg
  • Oplæg om ”Udviklende øjeblikke i frivilligt socialt arbejde” i Aarhus