86-årige Egon mistede sin kone og blev besøgsven

Frivillighed og medmenneskelighed har alle dage været magtpåliggende for Egon. Han har i mange år haft et stort engagement i Ældresagen. I en alder af 86 har han nu valgt også at blive en del af Røde Kors og har meldt sig som besøgsven.

 

Egon er 86 år and still going strong. Fotograf: Kristian B. Willumsen
JAMAD_45507 - D. 17 JANUAR 2020

Et sted tæt på Herlev Bymidte bor Egon. Her har han boet de seneste 60 år. De 59 af dem med sin kone. Det var da, Egons kone, Sonja, døde, han fik kontakt til Røde Kors, og netop kontakten med Røde Kors er det, der gør, at vi besøger ham i dag. Egon er ”dobbeltagent” i foreningen. Han har en fod i begge lejre. For Egon er både besøgsven og får selv besøg. En rolle, der passer ham godt. Social kontakt har alle dage været vigtig for Egon, og derfor sprang han til, da en medarbejder fra Herlev Kommune foreslog ham at gøre brug af besøgstjenesten kort efter hans livspartners død.
Adspurgt om hvorfor, han valgte at takke ja til tilbuddet, falder svaret kort, kontant og med et drilsk glimt i øjet:

"Hvorfor ikke?"

Svaret og den dertilhørende mimik er meget dækkende for Egons liv og fortælling. Han giver livet, og de muligheder der byder sig, en chance. Det har han altid gjort. Og for at illustrere dette hopper vi cirka 80 år tilbage i tiden og starter vores historie om Egon fra Herlev. En historie, der rent faktisk starter et andet sted. Nærmere bestemt i en lille by lidt uden for Sorø. 

"Jeg var på vej i skole og gik sammen med min mor. Der var ikke rigtig andet end marker, der hvor vi boede, men landmændene var gået i stå med deres arbejde den dag. Oven over os var der flyvemaskiner, og små sedler med dårligt skrevet dansk svævede ned fra himlen."

Egon var seks år gammel, og Danmark var blevet besat.

Fra skolebænk til stenbro
De tyske flyvere gjorde indtryk på Egon. Episoden indprentede sig tydeligt i den lille drengs hukommelse, men selve besættelsestiden var ikke noget, der fyldte voldsomt hos Egon. Han passede sin skolegang og livet på landet, hvor der altid var noget at give sig til. Efter syv års skolegang i lokalsamfundet var det tid til at rykke videre. Egons skolelærere ville have Egon ind på den private realskole i Sorø. Men Egon ville noget andet, og han blev derfor tilknyttet en gård tæt på hjemmet, hvor han arbejdede i et halvt års tid. Han var 13 år gammel.
 

"Jeg var jo vant til at arbejde, så det var helt fint," siger han ved tilbageblikket til tiden på gården.

Arbejdsmand på gården blev til arbejdsmand i hønsestutteri og efterfølgende ansættelse i en købmandsbutik. Og netop det sidste har i høj grad været med til at definere Egons liv og tilgang til samme. I købmandsforretningen var man social. Der blev talt med kunderne om stort og småt, og Egon fandt stor tilfredsstillelse i kontakten med sine medmennesker. Og det gør han stadig. Derfor var det meget oplagt at indtage føromtalte rolle som dobbeltagent i Røde Kors.

"Det er rart at have nogle at tale med. I morgen torsdag skal jeg ud besøge en ældre dame. Vi kører en tur sammen. Hun sidder i kørestol. Det glæder jeg mig til. Og hver onsdag kommer Jørgen, der er min besøgsven hos mig. Vi har begge rejst meget og været mange af de samme steder. Det kan vi bruge lang tid på at snakke om."

Om onsdagen får Egon altså besøg, og om torsdagen besøger han. Det er dobbelt op på social kontakt. Vi spørger ham ledende, om han mener, at det ligefrem kan være livsforlængende at have nogle at tale med.

"Det skader i hvert fald ikke," siger han, mens han sender os et skævt smil og løfter begge øjenbryn. Igen sker det med det drilske glimt i øjet, der gentagende gange kommer i spil under interviewet. Blikket vidner om livsglæde, eventyrlyst og overskud. Egon har det hele. Og har altid haft det.

Derfor faldt det ham også naturligt at rykke teltpælene op fra Sorø og bevæge sig mod hovedstaden som ganske ung. Der skulle ske noget. Han fik ansættelse i en lokal købmandsbutik på Vesterbro, hvor han også fandt et sted at bo. Kontrasten mellem Sorø og brokvarteret var stor, men ikke kontrasten de små købmandsbutikker imellem. Her var det sociale element i spil begge steder, og Egon fandt sig hurtigt til rette i de nye omgivelser. 

"Købmandsbutikken lå i Victoriagade, og sporvognene kørte nærmest lige ude for døren. Det var bare at hoppe på og ud at se byen. Det gik stærkt med at lære København at kende på den måde. Det var der noget ved," fortæller han og griner.
 

Dans blev til ægteskab – købmand til radiator
Egon var ung og verden for hans fødder. Og lige netop fødderne blev brugt flittigt på forskellige dansesteder rundt omkring i byen. Dansen og livsglæden førte ham en aften til Valkendorfsgade, hvor han havde fået fortalt, at der lå et godt sted.
"En lørdag aften i marts tænkte jeg, at nu tager jeg derind og ser, hvad det er for noget. Det var den aften, jeg mødte min kone," forklarer Egon, mens han lyser op.

Konen, Sonja, var og er hans livs kærlighed. Det ses tydeligt, når snakken falder på hans kone, og der går ikke mange sekunder før Egon med stolthed i stemmen siger: Du kan da lige se hende.

Vi bevæger os ind i et lille hyggeligt værelse, som Egon blandt andet bruger til kontor. På den ene væg er der billeder af familien. Børn, børnebørn og oldebørn. Og så altså Sonja. Billedet af Sonja er taget, da hun fyldte 80, fortæller Egon og smiler, mens han kigger på sin nu afdøde kone.

Den aften fik Egon lov til at følge Sonja hjem. Hun boede tæt ved Enghave Plads, og gåturen blev den første af mange.

Ligesom Egon var Sonja glad for at danse. De kom ofte på et dansested på Sankt Thomas Allé på Frederiksberg og i 1955 dansede de fra Sankt Thomas Allé til Sankt Thomas Kirke og blev gift. Men det var ikke kun dansen, Egon og Sonja havde tilfælles. Behovet for social kontakt og oplevelser var vigtig for dem begge og blev en naturlig del af deres ægteskab. Et ægteskab, der bød på romantiske cykelture i både ind – og udland, spændende oplevelser i Rusland, sejlture på Nilen, foredrag i lokalmiljøet, dans og meget andet. Listen er lang. 0g Egon husker det meste fra sit begivenhedsrige liv.

Også skiftet fra købmandsbranchen han var så glad for.

"Det gik jo hen og blev til de supermarkeder, vi kender i dag. Det menneskelige forsvandt lidt i takt med det. Der var ikke den samme kontakt med kunderne," forklarer han.

Egon besluttede sig for at forlade købmandsgerningen. I mellemtiden var de flyttet til Herlev og tæt på det nye hjem i Herlev – det samme hjem vi møder Egon i cirka 50 år senere – lå en fabrik, der solgte radiatorer. Egon blev ansat på fabrikken og leverede varme til danskernes hjem de efterfølgende 15 år.

Faktisk gør han det stadig. Altså leverer varme. Nu er det bare hjertevarme og omsorg som besøgsven. Efter 15 år var det atter tid til at prøve noget nyt, og Egon blev ansat i Skandinavisk Tobakskompagni. Her var han i 25 år.

"Så havde jeg været på arbejdsmarkedet i 49 år. Jeg havde gjort mit," siger han og sender endnu et af de skæve smil med det dertilhørende drilske blik.

Det var på mange måder et passende tidspunkt at sige farvel til arbejdsmarkedet. Sonja var diagnosticeret med sklerose og alder kombineret med konens sygdom, gjorde beslutningen nem.

Men et farvel til arbejdsmarkedet var ikke ensbetydende med et farvel til et aktivt liv. Der var – og er – stadig gang i Egon. Rejserne fortsatte, og Egon begyndte i høj grad at engagere sig i frivilligt arbejde. Det er blandt andet kommet Ældresagen til gode - og nu altså også Røde Kors.

Til trods for konens alvorlige sygdom nåede de at have mange gode år sammen.
"Jeg er ret sikker på, at fordi vi var så aktive, som vi var, gik det langsomt med udviklingen af Sonja sklerose. Det var først til allersidst, at hun begyndte at gå med rollator," siger Egon.
Rollatoren blev dog ingen hindring for ægteparrets daglige gåtur, der var blevet en fast del af pensionisttilværelsen. Ud skulle de. Og Egon skal det stadig.

"Da min kone døde, sagde min svigerdatter til mig, at nu fortsætter du altså med at gå dine daglige ture. Og det har jeg gjort," lyder det bestemt fra Egon.

Typisk bevæger han sig op omkring Herlev Bymidte, og gåturene er altid fyldt med den sociale kontakt, der er så gennemgående et tema for Egons livshistorie.
"Jeg møder som regel 6-7 personer, jeg kender, når jeg går mine ture. Det er rart og en god fornemmelse," siger han.

Da vi møder Egon er klokken cirka 13. Og i dag har han også været ude at gå. Det fortsætter han med, så længe han kan. Det samme siger han om Røde Kors.

"Så længe bentøjet holder, er jeg klar. Jeg har fået skiftet knæet ud, men det holder fint," lyder det, mens han adræt svinger benet og illustrerer, at Røde Kors også det næste stykke tid får glæde af Egons engagement. 

Det er vi glade for!

Af Journalist Kristian B. Willumsen