12 frivillige sætter kurs mod Nepal

Røde Kors-frivillige rejser til Nepal for at opleve, hvordan Røde Kors hjælper mennesker, der lever i nogle af verdens mest udsatte områder for katastrofer som følge af klimakrisen. 

MAJA-CÆCILIE GLAVIND - D. 25 APRIL 2025

Til maj rejser 12 frivillige fra afdelinger på tværs af landet til Nepal for at opleve, hvordan Røde Kors i Danmark og Nepal Røde kors hjælper mennesker, der til dagligt lever med konsekvenserne af klimakrisen. 

Studierejsegruppen 

De 12 frivillige, der rejser til Nepal er: 

  • Natasha Carstens, aktivitetsleder for cykeltræning for indvandrerkvinder, Røde Kors Ishøj-Vallensbæk
  • Anne Kathrine Maegaard, landsindsamlingen, Røde Kors Midtlolland
  • Pia Størup, kommunikationsfrivillig, Røde Kors Odense
  • Rasmus Skov, besøgsven og bestyrelsesmedlem, Røde Kors Hedensted
  • Leanne Wilhelmsen, bestyrelsesmedlem, vågetjenesten og besøgstjenesten, Røde Kors Bjerringbro
  • Gitte Bejder,  aktivitetsleder i Qnet, Røde Kors Silkeborg,
  • Mie Rise Adrian, mentor, Ungdommens Røde Kors
  • Anne Kjestine Jensen, næstformand, besøgsvenner og nørklerne, Røde Kors Vojens
  • Benedikte Rønn Sørensen, hovedbestyrelsesmedlem i Røde Kors og politisk næstforperson i Ungdommens Røde Kors 
  • Niels Nørgaard Kristensen, formand, Røde Kors Nibe
  • Charlotte Søborg, nørkler, Røde Kors Ringkøbing
  • Jonna Frølich, God start på livet, Røde Kors Aarhus

De 12 frivillige har alle søgt om at komme med på forårets studierejse og er blevet valgt ud fra kriterierne for udvælgelse af studierejsedeltagere.

Med gruppen rejser Maja-Cæcilie Glavind, kommunikationskonsulent, og Bettina Sparvath, regional udviklingskonsulent i Sydjylland. 
 

En studietur med fokus på Røde Kors' klimaarbejde 

Den kommende studietur til Nepal er den første af sin slags med fokus på Røde Kors' arbejde med klimavarslingssystemer og beredskab (på engelsk går det under "Anticipatory action"). 

Gruppen skal besøge landsbyer omkring Kathmandu, der har været udsat for voldsomt vejr, som fx voldsom monsunregn, mudderskred, flodbølger og lære om, hvordan Røde Kors både hjælper i kriser, men også hvordan der arbejdes med varslingssystemer, så konsekvenserne af vejret kan mindskes. Fx arbejder Røde Kors med "early warning systems", hvor Røde Kors frivillige oversætter komplekse varslinger til letforståelige, kortere beskeder, der kan modtages af mennesker med få digitale muligheder og evt. analfabetisme (som gælder for 71% af voksne i Nepal). Det kan være beskeder, der sørger for, at folk i landsbyerne søger væk fra dalene under kraftige regnskyld, får hentet sandsække og sørget for at få lagt deres mest værdifulde ejendomme højere op i huset.

Gruppen skal også besøge en landsby i et område, der var stærkt påvirket af oversvømmelse jordskred ved den kraftige monsunregn i efteråret 2024. Her kæmper mange stadig med at komme ovenpå igen og tilpasse sig et liv i et område i et af verdens fattigste lande, der fremover hyppigere vil være præget af katastrofer. 

På turen skal gruppen også til det vestlige Nepal i området Nepalgunj, hvor de skal deltage i en simulationsøvelse for varslingssystemet og i gangsættelse af beredskab ved en oversvømmelse. Her skal nogle af de frivillige agere kontrol-team, der modtager varslingerne og få dem oversæt og kommunikeret ud til frivillige i en landsby, der skal igangsætte nødvendige tiltag som fx evakueringer og rydning af grøfter og kloarker. 

Derudover skal gruppen også besøge en blodbank, som drives af Nepal Røde Kors i kraft af deres auxiliary rolle for staten - på samme måde som, at Røde Kors står for varsling og beredskabet ved katastrofer i Nepal. 

 

Opleve ude, fortælle hjemme

I Nepal vil studierejsegruppen tale med både frivillige, medarbejdere og de mennesker, der modtager hjælp. Det er rejsegruppens opgave at indsamle og formidle de stærke historier, der fortæller om klimakrisens alvorlige konsekvenser for udsatte i Nepal og hvilken forskel Røde Kors er med til at gøre. 

Når studierejserejsegruppen vender hjem igen efter en uge i Nepal er med rygsækkene fulde af interviews, billeder, videoer og ikke mindst stærke indtryk, som skal formidles i alt fra SoMe-opslag til lokal presse og foredrag. 

Efter hjemkomsten har jeres afdeling selvfølgelig mulighed for at booke et foredrag med en af de frivillige. De vil kunne bookes her

I kan også følge med på afdelingernes Facebook og Instagram og her på MitRødeKors,dk, hvor de frivillige vil fortælle om deres oplevelser både undervejs og når de er vendt hjem.

Nyheder