1 uge efter eksplosionen: Fortsat hårdt brug for hjælp i Beirut
Røde Kors fortsætter indsatsen i Beirut, hvor der nu meldes om over 6000 sårede og over 150 dræbte - og hvor mere end 300.000 familier står uden tag over hovedet. Vi har særlig fokus på at skaffe husly og yde psykologisk førstehjælp til lokalbefolkningen.
Røde Kors fortsætter indsatsen i Beirut, hvor der nu meldes om over 6000 sårede og over 150 dræbte - og hvor mere end 300.000 familier står uden tag over hovedet. Vi har særlig fokus på at skaffe husly og yde psykologisk førstehjælp til lokalbefolkningen.
Lidt over en uge efter eksplosionen i Beirut, fortsætter Libanesisk Røde Kors med at yde kritisk hjælp til de mange tusind beboere i Beirut, som enten direkte eller indirekte er ramt af den voldsomme eksplosion den 4. august. Med over 300.000 familier, som nu er hjemløse, handler en stor del af indsatsen om at finde midlertidige hjem på f.eks. skoler, hoteller og i offentlige bygninger, som ikke bruges. Desuden er den internationale Røde Kors bevægelse i gang med at undersøge, hvordan vi kan bidrage med vand og elforsyning, da store del af byens kritiske infrastruktur er ødelagt på grund af eksplosionen.
Vigtigt med mental førstehjælp
Udover den fortsatte indsats med at uddele nødhjælp, yde førstehjælp til sårede og sikre levering af nødvendigt medicinsk udstyr til 12 hospitaler i og omkring Beirut, støtter vi lokalbefolkningen med såkaldt psykologisk førstehjælp (psykosociale indsatser) i de mobile klinikker vi har opsat flere steder i byen. Ved at sætte turbo på det psykosociale arbejde, er vi med til at forhindre langvarige psykiske mén af katastrofen fordi vi hurtigt kan tage hånd om folks udfordringer og evt. sende dem videre til behandling, fortæller Charlotte Kjørup, som er regional chef for Mellemøsten og udsendt til Beirut.
”Mental førstehjælp kan ikke overvurderes. Mange tusind mennesker er ramt af denne tragedie og er dybt påvirkede. Vi oplever et stort behov for vores psykosociale indsatser, fordi folk er så rystede, ” siger Charlotte Kjørup.
Dansk Røde Kors støtter Libanesisk Røde Kors med aktiviteter for både børn og voksne indenfor det psykosociale område.
Flot støtte til Beiruts borgere
På baggrund af katastrofen startede vi i sidste uge en indsamling, og det har indtil videre givet et meget positivt resultat på over 4 millioner danske kroner. Pengene vil bl.a. gå til nødhjælp i form af mad, vand og hygiejneartikler samt psykosociale indsatser og medicinsk udstyr til hospitalerne i Beirut. De er allerede under hårdt pres, og situationen er ikke blevet bedre både på grund af sårede fra katastrofen og Covid19, hvor man i den seneste tid igen har set en stor stigning i antallet af smittede.