Rapport & Film om resultaterne
Røde Kors’ frivillige er tilfredse og engagerede – Parat har givet større mangfoldighed
Her kan du hente og læse undersøgelsen om det frivillige engagement i Røde Kors, der netop er blevet klar.
Engagementsundersøgelsen er lavet i 2022 af Epinion i samarbejde med Røde Kors. Den indeholder svar fra knap 7000 nuværende frivillige (Røde Kors, Parat og URK) og over 1000 tidligere frivillige. Enkelte steder er der sammenlignet med den seneste engagementsundersøgelse fra 2017.
Den viser blandt andet, at der er mange måder at engagere sig i Røde Kors, og vi ser en udvikling i, hvem der engagerer sig, og hvordan man engagerer sig som frivillig. Vi har undersøgt, hvem de frivillige i Røde Kors er, og hvad der bl.a. kendetegner, motiverer og fastholder dem.
Du henter undersøgelsen her.
Tilfredshed og stærk tilknytning
Der er en stor tilfredshed med at være frivillig i Røde Kors. 9 ud af 10 (92 pct.) af de aktive Røde Kors’ frivillige er enten tilfredse eller meget tilfredse med at være frivillig. Det viser en ny stor undersøgelse af de frivilliges engagement i Røde Kors. Undersøgelsen viser også, at det er vigtigt for vores frivillige, at det er Røde Kors som organisation, de er engagerede i. Mere end 3 ud af 4 svarer, at det er vigtigt, at det er RK/URK og ikke en anden organisation, de er frivillige i. Det gælder også for Parathjælperne, at det er vigtigt, at det er RK/URK, de er engagerede i.
Parat bidrager med andre typer frivillige
Den typiske frivillig i Røde Kors er en kvinde (3 ud af 4) over 65 år (over halvdelen). Men muligheden for at være ad hoc frivillig gennem Parat har været medvirkende til, at vi er blevet flere forskellige frivillige og at vi samlet er blevet flere frivillige. Samtidig oplever vi lige nu, at det kræver en stor indsats at få rekrutteret frivillige til vores kerneaktiviteter. Der er kommet en større mangfoldighed i gruppen af frivillige set i forhold til den seneste engagementsundersøgelse, der blev foretaget i 2017. Der er blandt andet kommet flere mænd, flere beskæftigede, flere med ikke-vestlig baggrund og flere under 65 år blandt de frivillige. Den udvikling er også drevet af Parat og er et vigtigt skridt på vejen i forhold til at få en større mangfoldighed i den samlede gruppe af frivillige.
Her kan du se en film om undersøgelsen