Unge i Zimbabwe lærer om sex, sundhed og rettigheder

12 unge frivillige i Zimbabwe bliver trænet i at facilitere diskussioner i Røde Kors’ ungdomsklubber om seksuellære og rettigheder til egen krop. De 12 frivillige skal bagefter yderligere træne 60 unge frivillige.

Victor Chimhanda er frivillig i Zimbabwes Røde Kors. Foto. Røde Kors
KASPER BØGSTED KRISTENSEN - D. 06 NOVEMBER 2020

I Zimbabwe bliver unge, Røde Kors-frivillige trænet i at kunne facilitere diskussioner i Røde Kors’ ungdomsklubber om blandt andet pubertet, menstruation, prævention, forebyggelse af HIV og AIDS, kønsroller, ligestilling, rettigheder og diversitet. De frivillige bliver trænet efter princippet om at "træne trænere", altså at den vigtige viden bliver givet videre som ringe i vandet.  

Sex, køn, krop og rettigheder er vigtige diskussioner at have, fordi emner som: pubertet og menstruation er et tabu i Zimbabwe.  Mange unge er derfor ikke forberedte på de forandringer, kroppen og sindet gennemgår i puberteten, herunder overførsel af sygdomme ved ubeskyttet sex og uønsket graviditet. 

Zimbabwe er et af de lande i verden, der kæmper mest med udfordringer som barnebrude, tidlige graviditeter og voldelige, seksuelle overgreb på piger og kvinder. Mere end 35% af piger og kvinder vil i løbet af deres liv blive udsat for voldelige eller seksuelle overgreb af deres partner. Hvert år føder hver tiende teenager i alderen 15-19 år et barn, og 30% af alle kvinder blev gift væk som barnebrud mellem 2000 og 2011. HIV og AIDS udgør tillige et stort problem i Zimbabwe, hvor 14,3% af befolkningen er smittet, hvilket er et af de højeste tal i verden.

Målet med træningen af de unge er at styrke unges såkaldte 'resiliens' ved at fremme viden om seksuallære og rettigheder til egen krop. 

Hvad er resiliens?

’Resiliens’ er et begreb som mange udviklingsorganisationer arbejder for. Det er en Røde Kors’ fire ambitioner med vores internationale arbejde: altså at gøre de mennesker, vi hjælper i stand til at klare sig selv. Resiliens handler om alt lige fra, at lokalsamfund ikke for evigt skal være afhængige af nødhjælp ved at inspirere til fx økonomisk vækst til at det enkelte menneske, som i dette tilfælde, får viden om egen krop og rettigheder for at kunne klare sig selv.  

Det er Ungdommens Røde Kors, der træner de 12 unge frivillige, som på grund af COVID-19 foregår online. En af de unge frivillige, der har modtaget træningen er Victor Chimhanda, som glæder sig til at komme tilbage til sin ungdomsklub for at træne andre unge og bruge den viden, han har fået.

- Det motiverer mig at se unge mennesker klædt på til at kunne håndtere modgang og skabe en positiv forandring i deres lokalsamfund, siger Victor Chimhanda.

De frivillige, som Victor Chimhanda skal forberede til at facilitere diskussioner, forventes at holde møder i ungdomsklubben, hver uge, i hele skoleåret og nå mindst 1200 andre unge. 

Vil din afdeling støtte vores arbejde i Zimbabwe?

Hvis din afdeling vil støtte vores arbejde for at sikre en fremtid for udsatte piger, unge kvinder og deres lokalsamfund i Zimbabwe, kan I støtte vores venskabsprojekt her.